Kraftkilder

Hvor der i dette og andre afsnit er angivet numre, henviser de til den velkomstguide der findes på tre sprog i Aa-Mølle

Møllesø og malekarm

 

(1)Den nuværende møllesø er en "kunstig" sø, uden vandtilløb fra åer. Tidligere var søen mindst dobbelt så lang, hen forbi møllegården, med tilløb fra flere åer.

Vandtilførselen kommer nu fra nedbør, en artesisk brønd (boring med naturligt vandtryk) og fra genbrugsvand, som efter passage af skovlhjulene, opsamles i det efterfølgende korte åløb og pumpes tilbage i søen. Vandet fra møllesøen bliver ledt til (nr.2 og nr. 2A) skovlhjulene gennem (nr. 1) malekarmen

Når der er åbnet for den artesiske brønd, ledes vandet herfra ud i møllesøen, gennem denne fontæne, som bestyrelsen for Aa-Møle Laug har etableret, som led i den store renovering i 2022. Et fysisk bevis på, at bestyrelsen ikke alene vil vedligeholde, men også renovere æstetisk, så området og møllen får den værdighed, som området gør sig fortjent til. Vandtilførslen styres af møllerkarlene efter behov for ekstra vandtilførsel til møllesøen. Nederst på siden kan læses mere om fysikken bag den artesiske brønd.

 Vandet fra møllesøen bliver ledt til skovlhjulene gennem Malekarmen, som deles i to, for at forsyne henholdsvis det inderste (nr. 2A) og det yderste (nr.2) skovlhjul. Der findes en særskilt lem for hver tilløb til skovlhjulene, så man kan vælge at igangssætte forskellige dele af, eller alle, kværnhusets funktioner.

Efter passage af skovlhjulene pumpes vandet retur til søen. Pumperne hertil sidder i brønden under dækslet.

Møllersvenden er ifærd med at rense  risten, hvor vandet løber ind i brønden.

Dette er en ny konstruktion for at der samlet set, altid vil være tilstrækkeligt vand i mølledammen og for at sikre vandforsyningen gennem malekarmen.

Vandtilløb og kraft

Vandkraften har i Danmark været udnyttet siden middelalderen, måske endog siden vikingetiden. Vandmøller kunne bruges til at trække møllesten rundt, så kornet kunne males til mel.

For at overføre vandkraft til en mølle, skal man have møllehjul til at opfange energien og føre den ind i møllen. I takt med udviklingen af møllen har man etableret møllehjul, som kunne udnytte de vandmængder, som var til rådighed og kunne drive møllehjul, som mest effektivt og bedst muligt kunne overføre denne energi til møllen.

Fra historien bag Aa-Mølle ved vi bl.a.:

"Før ca. 1490 blev Å Mølle opført som kornmølle. Møllen blev opført som en underfaldsmølle."

"1839 blev Aa-Mølle skyllet bort af stormfloden d. 2.-3. januar 1839, og en overfaldsmølle i bindingsværk blev opført på sin nuværende placering, hvor den blev forsynet med brystfaldshjul."

"1850´erne kanaliseres Resen Kær Å og møllen fik herefter kun vand fra Fald Å. Vandspejlet blev hævet og møllehjulene ændres til overfaldshjul."

Der er nedenfor redegjort for hvilken effekt det har haft for effektiviseringen af møllen, som har været helt afgørende for, hvilke nye drev/maskiner, som har kunnet tilføres møllen. 

"Aa- mølle var i brug indtil  begge møllehjul brød sammen i 1953 . Derefter blev vandforsyningen til møllen overflødig, og den gravede kanal der førte vandet fra Faldå  til Møllesøen blev dækket til og store dele af Reesen Mose blev afvandet, så man kunne dyrke jorden."

"I 1961 blev Aa-Mølle købt af Nationalmuseet , der påbegyndte en omfattende restaurering der omfattede nyt tag og ydremure, gulve og meget mere. Restaureringen gik imidlertid i stå, og  ansvaret for Aa-Mølle blev overgivet til Lemvig Museum i 1975, der igen overdrog den til Danske Møllers venner i 1978."

I 1994 indledte Danske Møllers venner et samarbejde med Gudum Sogneforening. I fællesskab blev restaureringen færdiggjort og møllen kunne  genindvies i 1999."

Mølledammen blev retableret ved, at der blev lavet en 25 meter dyb boring ned i et vandlag, der står under tryk. Inde i boringen placerede man et rør og udnyttede det eustatiske tryk til at få vandet presset op i røret og efter behov ud i mølledammen.

Herved fik mølledammen igen, i forhold til møllen, samme funktion som et vandtårn. En højdebeholder som fungerer som vandlager og som ved udstrømningen af vand, får  større hastighed, jo længere det falder. Der blev dermed skabt en mere stabil vandforsyning til mølledammen, i forhold til de oprindelige tilløbne åer, som afhængigt af årstiden, var væsentligt mere ustabile med vandtilførsel.
Som oprindeligt var det stadig nødvendigt med et vandlager, da der ellers ville være for store udsving i tilførslen af vand til møllen. Med den nye konstruktion, med opsamling af regnvand, supplering med tilførsel af vand fra den eustasiske brønd og anvendelse af overskudsvand opnåede man samlet en mere stabil vandstand.  
Mølledammen fungerer nemlig som trykskaber, så der er konstant og tryk nok på det vand, der ledes frem til drift af møllehjulene. I forbindelse med restaureringen af møllen og anlæggelse af en ny mølledam gav det mulighed for at levere større kraft til møllen. 

Når vandet har afleveret sin kraft til møllen, returneres det til møllesøen, ved hjælp af en pumpe. Primært for at kompensere for afdampning, men generelt for at udnytte overskudsvandet bedst muligt.

Restaureringsarbejdet afsluttedes i 1999. 

De eneste synlige tegn på det "mirakel" der foregår under jorden, er et tilsyneladende glemt vandrør i kanten af møllesøen oppe ved shelteren (på bredden til venste for midten af billedet). Der er overvejelser om, at gøre denne praktiske, tekniske løsning lidt mere spektakulær. For i virkeligheden burde det jo være interessant videnskabelig anskuelighedsundervisning. 

Hvis der i perioder kommer vand ud af røret, er det værd at vide, at det er rent grundvand, som lige så vel kunne være en naturlig kilde. Så det er meget drikbart, selv om Aa-Mølle ikke kan garantere og ikke har ansvaret for vandanalyse og dermed for kvaliteten af vandet.

Så al brug er på eget ansvar, men det skulle være ganske vist. 

Til gengæld er det utvivlsom effektivt genbrug og genudnyttelse af god vandenergi.

Det uanseelige vandrør, som har stået fra starten af den artesiske brønd, er i 2022 udskiftet med en dekorativ fontæne. 

Tilsvarende er der  en brønd i afløbet fra skovlhjulene nede ved toiletterne og autocamper området. Her pumpes forbrugt vand tilbage i møllesøen, fordi den artesiske brønd ikke altid kan levere tilstrækkeligt vand, til at holde vandstanden. I takt med ændringer i vejr og vind, skifter trykket i den artesiske brønd (se nærmere om Det eustatiske rør nedenfor). Dette vand kan til gengæld og helt sikkert ikke benyttes som drikkevand, da der er tale om overflade vand.

Facade mod sydøst/ Southeast elevation

Tegningen viser

(nr. 1) malekarmen, som fører vandet ind til de to (nr. 2 og nr. 2A) skovlhjul:

(nr. 2) Yderste/forreste skovlhjul, som driver hovedakslen og det romerskre drev.

(nr. 2A) Inderste/bageste skovlhjul, som driver Stjernehjulet inde i møllen.

Sammen med mølledammen er dette setup den samlede energi "motor" bag alle møllens driftsfunktioner.

1. Malekarm

Leder vandet fra møllesøen til skovlhjulene.

Venste side af  (nr. 1) malekarmen, set fra broen ved mølledammen, fører vand frem til det inderste (nr. 2A) skovlhjul og reguleres af en lem, med et håndtag (bjælke gennem ydervæggen) som styres fra stjernehjulsloftet.

Højre side af malekarmen fører vandet frem til yderste (nr. 2) skovhjul og reguleres af et snoretræk trukket ud gennem et hul fra kværnloftet til en lem i malekarmen, som forsyner netop dette skovhjul.

Mængden af vand regulerer den kraft, som skovlhjulene påvirkes med og dermed den energi der opsamles til brug for møllen.

2.  og 2A Skovlhjul

Møllens historie går tilbage til mindst 1483, hvor priorinden på Gudum Kloster lod bygge en mølle med underfaldshjul. Møllegården blev skyllet væk under et voldsomt tøbrud/stormflod i 1839. I den gamle mølles sted opførtes en mølle med brystfaldshjul på den nuværende placering. I 1850´erne kanaliseres Resen Kær Å, vandspejlet blev hævet og møllehjulene ændres til overfaldshjul. Grundkonstruktionen i møllen, med opretståend møllehjul har således været den samme, gennem hele møllens levetid. Møllen var i produktions drift frem til 1953.

 I 1978 overtog foreningen Danske Møllers Venner møllen. I samarbejde med lokale kræfter istandsatte foreningen møllen, og mølledammen blev retableret. 
I forbindelse med restaureringen af møllen og anlæggelsen af en ny mølledam fik møllen den kraft og energi, som var nødvendig, for at drive de nu meget effektive møllehjul.

Hvad de forskellige typer møllehjul betød for effektivisering af møllen udredes nederst på siden.

Skovlhjulene overfører vandkraften, via den store firkantede træaksel (nr.3), til diverse drev, kværne og maskiner. Ifølge den sidste møller, Jens Hedegaard, kunne skovlhjulet holde i 16. år. I runde tal skulle der således være skiftet skovlhjul på hvert aksel mere en 30 gange i møllens levetid. Der planlægges skift af ét møllehjul, aksler og malekarm i 2022, til en pris af 870.000 kr.

Skovlhjul udføres altid i egetræ, da det er det mest holdbare, når det skal kunne klare at ligge i vand, mere eller mindre hele tiden.

Det inderste skovlhjul (nr. 2 A) trækker en melkværn (nr. 29) og en valse (nr. 30), et hejseværk (nr. 25) og en melsigte (nr. 10) som står på kværnhusets stjernehjulsloft inden i møllen.

 

Det yderste skovlhjulhjul (nr. 2) overfører vandkraften, via den store firkantede træaksel (nr. 3), via et Gravhjul kraften til en melkværn (nr.7) Skallekværn (Gruben) på kværnloftet og via det unikke romerske drev (nr. 6), der via stokkedrev og sindrige snortræk fordeler energien til en kværn til grutning (nr. 38 A), som ligeledes står på kværnloftet.

Som det fremgår af billedet er der to bjælker , som stritter lidt op over malekarmens øvrige konstruktion, som markerer lemmene i malekarmen. En bjælke (som går ind gennem væggen til kværnhuset) til en lem med vand til det inderste møllehjul og en bjælke til lemmen (med en snor til bjælken) med vand til det yderste møllehjul.

Lemmene gør de muligt, at styre vandmængden og dermed den effekt, som vandet påvirker møllehjulene med. De styres af dels et snoretræk på kværnloftet og dels af en bjælke til et "håndtag" på stjernehjulsloftet inde i møllen.

Over det inderste skovlhjul på billedet ses den lem i malekarmen, som kan hæves og sænkes og justere vandet til det inderste skovlhjul.

Læg iøvrigt mærke til snoren, som gennem et hul i bjælken, bruges til at justere lemmen til det yderste skovlhjul, som ses på næste billede.

Tilsvarende ses her til højre i billedet den lem, som kan hæves og sænkes og dermed justere vandtilførslen til det yderste skovlhjul. 

2A. Bageste/inderste skovlhjul og aksel

Kigger vi på det bageste/inderste skovlhjul, nu uden vand til at forstyrre billedet, kan vi få et indtryk af, hvordan hjulet er bygge op. De store kryds af spær, som solidt holder hjulet i spænd, så det kan optage al den energi som tilføres med vandet fra malekarmen. Og de skrotstillede skovlblade, som vi kan se fra denne side af hjulet vender opad, så de kan opfange  den voldsomme vægt af vandet.Tilsvarende en meget kraftig aksel gennem hjulet. Det er denne aksel, som skal transmittere den fulde energi fra dette hjul, ind til kværnhuset og i den sidste ende op til Stjernehjulsloftet.

2. Forreste/yderste skovlhjul og aksel

med en tilsvarende opbygning, men hvor vi nu  fra denne anden side af hjulet kan se, at skovlene peger nedad, for at blive tømt for resterende vand, inden de igen skal fyldes, efter at de har passeret toppen af hjulet. På dette billede kan vi også tydeligere se de kraftige spænde bånd, som stabiliserer træakslen, som vi lige kan ane, ender i ud en jernaksel. En akselopbygning som vi vil finde på de fleste aksler i møllen.

4. Søle og Søleblok

Kigger vi lidt nærmere på jernakslen kan vi se, at den hviler på det der benævnes en søleblok. Et ud og indvendigt stenleje, fyldt med søle.

Oprindeligt lagde man et stykke ”tælle” (flæsk) over de fire akselender på søleblokkerne. Nu smøres alle fire lejer med konsistensfedt.

Jo mindre friksion (modstand) i lejerne, jo mindre tab af den energi som frembringes af skovlhjulene og dermed mindre af den energi der føres ind i Kværnhuset.

 

Link til top