Bygningshistorie

Å Mølle omtales første gang i 1490, ifølge Trap Danmark. (Oplysningerned fra Trap Danmark er ophavsretligt beskyttet og godkendt anvendt med accept fra Trap Danmark)

Den første udgave af Statistisk-topographisk Beskrivelse af Kongeriget Danmark, siden bedre kendt som Trap Danmark, var forfattet af kabinetssekretær Jens Peter Trap (1810-1885) og udkom i perioden 1856 til 1860 i kommission hos boghandler G.E.C. Gad. Værket har lige siden været hovedværket i dansk topografisk beskrivelse.

Bygningshistorikken fra Trap Danmark er den historisk bedst dækkende over tid for Aa-Mølle og bruges derfor som skelet for, med supplende oplysninger fra andre skriftlige kilder (anført og tilføjet i kursiv), som er indflettet i Trap Danmarks historik, at indkredse sandsynlige årstal for udviklingen af Aa-Mølles bygningskontruktion og funktionalitet. Det betyder ikke, at de skriftlige supplerende kilder er absolutte, for i starten blev megen af denne viden formentligt bragt frem til Aa-mølle mundtligt, via munke, andre lærde og overleveringer op igennem hele Europa.  

Efter historikken nedenfor, følger Trap Danmarks mere fyldige beskrivelse af Aa-Mølles generelle,miljømæssige, kulturhistoriske og arkitektoniske værdi.

Bygningerne er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Aa-Mølles ejerforhold, som dygtigt er blevet afklaret af (Inge) Lise Thorsen under Historie afsnittene, er flettet bedst muligt sammen med de tidsoplysninger, som er fundet frem af Ole Futtrup, under udarbejdelsen af Teknik afsnittene og møllernes historie fra Persien 3.000 f. Kr. til Aa-Mølle og de i den sammenhæng fremkomne oplysninger. Herunder skriftlige kilder, som Nationalmuseet, Trap Danmark og Google opslag på henholdsvis nationale og internationale sider, samt kontakt til danske og andre europæiske mølleorganisationer.

Man kunne måske komme nærmere tidsfæstelser ved analyse af træprøver fra Aa-Mølle, men dette har p.t. ikke været en option. Altsammen blot for at konkludere, at der er stor usikkerhed om hvornår og hvordan Aa-Mølle præcist har udviklet sig siden eksistensen i dokumenteret senest 1492, men formentligt tidligere

Bygningshistorik

1000 Der har været vandmøller i Danmark siden 1000-tallet, og historien om Aa-Mølles udnyttelse af vandets kraft er både en fortælling om konger, klostre og magt og om den industrielle udvikling i Danmark.

1241 I Jyske Lov fra 1241 bliver mølle-erhvervet lovfæstet som frit og enhver kan opføre en mølle – bare man ikke skader allerede eksisterende vandmøller med bagvand, der bremser vandhjulets rotation opstrøms.

I 1300-tallet proklamerede Valdemar Atterdag ligefrem, at ingen åer måtte løbe i havet uden at have gjort landegavn.

Ejerforholdene før 1490 og mindre huller efterfølgende er fortsat ved at blive afklaret,  foreløbigt med disse resultater:

1440 Tangsgaard ved Jes Pedersen Hjul, antaget. Dog endnu ikke bekræftet, om ejerforholdet også indebar, at der eksisterede en mølle på dette tidspunkt, sevom der i 1492 er tale om overdragelse af en eksisterende Mølle.

1446 – 1536 ca. Kloster eje,

1483 – 1492 Forlenet til Hans Olufsen, Trabjerg. Hvem der i øvrigt har drevet møllen for klostret, er endnu ikke klarlagt.

I forbindelse med disse undersøgelser findes dokumenter, som betegner Aa-Mølle som en skvatmølle. I europæisk terminologi, kunne dette indebære en mølle med et horisontalt (vandretliggende) møllehjul. Det er blevet kraftigt modargumenteret af historikere, som i dansk sammenhæng konkluderer kun er udtryk for en lille mølle, som meget vel og sandsynligvis, udmærket kan forliges med et horisontalt (opretstående) møllehjul, svarende til det, der beskrives nedenfor. Så indtil videre antages Aa-Mølle etableret med et underfaldshjul, som beskriver et horisontalt møllehjul. Se denne historiske udredning: Danske skvatmøller - Fup eller fakta?

1486 - 1487 , Rom. Udgaven kaldet editio princeps har alle chancer for i virkeligheden at være den første trykte version af Vitruvius' De architectura, som i bog 10 indeholder beskrivelser af vandmølle teknik.

Før ca. 1490 blev Å Mølle opført som kornmølle. Møllen blev opført som en underfaldsmølle. Det ene hjul trak melkværnen og skallekværnen med undertræk (teknik nr. 2), det andet drev (teknik betegnelse nr.2A) en kværn med totrinsovertræk, havrevalse, hejseværk og melsigte.

1490 Å Mølle omtales første gang i 1490, ifølge Trap Danmark.

1492 Kong Hans bestemte i 1492, efter indsigelse fra Biskop Hartvig i Ribe, at Aamølle skulle gives tilbage til Gudum Kloster.

1536  - 1717 Aa-Mølle hørte sammen med Gudum Klostermølle under Gudum Kloster indtil reformationen (officielt 1536), hvorefter møllerne overgik i kronens eje indtil 1717. I takt med, at møllerne blev større og mere avancerede, blev det i stigende grad konger, klostre og adel, der havde råd til at opføre dem. Med de større møller blev området  reguleret og der indførtes møllepligt. Det betød at herremænd havde eneret på udnyttelse af vandkraften, og at bønderne var forpligtet til at få malet deres korn på udvalgte møller. 

1639 Det betød også, at de såkaldte “skvatmøller” – små decentrale møller – blev nedlagt og i 1639 helt forbudt. Disse møller havde ofte – men ikke altid – et horisontalt møllehjul med skråtstillede vinger og en lodret aksel.

I løbet af 1700 -tallet udvikledes det såkaldte stjernehjul.

1718 - Nationalmuseet: "Hjul DK-1134.2 (teknik nr. 2) driver en kværn ved almindeligt eet-trins undertræk, men det samme gravhjul driver ogsaa en vandret axel, hvorpaa sidder endnu et gravhjul i indgreb med kværndrevet paa skallekværnen. Denne metode til at drive mere end én kværn fra eet vand­hjul blev først beskrevet af Sturm i "Vollståndige Mahlen-baukunst" fra 1718." (Hvornår præcist det er installeret i Aa-Mølle står uklart men, at der er her er tale om det Romerske drev er utvivlsomt)

1735 - Nationalmuseet: Dette gearsystem (romerk drev) blev helt udkonkurreret af det senere stjernhjulsgear, først nævnt af Jacob Leupold i "Schau-Platz der Wasser bau-kunst" i 1735.

1750 antages den nuværende bygning, af Nationalmuseet, at være bygget. (Nationalmusset forholder sig ikke til optegnelserne fra 1483, som bekræfter, at "skulde give Klostret tilbage den Mølle tilbage, hvormed Priorissen havde forlenet ham paa Livstid" og at Aa-Mølle altså eksisterede senest i 1492. Måske fordi denne begivenhed ikke var present for Nationalmuseet ved rapportens udarbejdelse?)

1750 -1850 Å Mølle er en landbrugshistorisk funktionsbygning med stor kulturhistorisk værdi, idet den gennem sin velbevarede arkitektur og sit bevarede mølleinventar fortæller om et vandmølleteknikkens udvikling gennem 100 år som et lokalt orienteret og før-industrielt landbrug. 

Nationalmuseet: vandmøllen udvikledes fra en primitiv, manuelt betjent mølle til en næsten fuldt automatiseret fabrik

1790 Møllegården i klassicistisk stil er fra 1790 med en sidefløj fra 1881.

1800 Notat fra kirkebog eller andet: a,b og c: 1800 Konditionerne 9.,10.,11.og 13. post handlede om det særskilt til N. Chr. Lund solgte Bakhus og sammes Jord.

Til Auktionen indløb et Brev fra Christian Møller i Closter Mølle angående denne Auktion, hvori han klager over, at der ved Aa Mølle skal være tilføjet et par Kværne mere, end han har Rettighed til, og at han skal være fornærmet ved en Dæmning.

1800 - Nationalmuseet: "Hjul .1 (Teknik nr. 2A) blev ombygget tidligt i det 19. aarhundrede, og kværnloftet blev samtidig forhøjet 1 alen = 0,63 m. (Tilsvarende her, er den præcise datering uklar, men tidligst muligt 1800 og kombinationen af hjul .1 og forhøjelsen af Kværnloftet indikerer, at der her er tale om, det der under teknik,  betegnes som Stjernehjulsloftet)

1801 Notat fra retten eller andet: "To tilstedeværende Mænd, Jens Remmer og Niels Skov forklarede, at Møllen havde haft 2 Par Kværne, som den nu har, i mere end 20 Aar, og ligeledes har haft samme Strøm, som den nu har i længere Tid end 20 Aar. .......Bud og Overbud blev Erik Nielsen Houmark fra Thyholm højstbydende med 4050 Rdl., hvilket Bud med Sælgernes Bifald fik Hammerslag. Skjøde udsteden 20/ 6 1801.

( Prot. 2 fol114.).

1830'erne Valser blev udviklet i Østrig-Ungarn

1838 var vandkraften stadig kornmøllernes vigtigste kraft for landet taget som helhed.

1839 blev Aa-Mølle skyllet bort af stormfloden d. 2.-3. januar 1839, og en overfaldsmølle i bindingsværk blev opført på sin nuværende placering, hvor den blev forsynet med brystfaldshjul. Møllens stuehus blev ligeledes opført i 1839.

1850´erne kanaliseres Resen Kær Å og møllen fik herefter kun vand fra Fald Å. Vandspejlet blev hævet og møllehjulene ændres til overfaldshjul.

Efter 1850 - Nationalmuseet: blev Gravhjul/Krondrev på hjul .2 udskiftet med støbejern. Det formodes at det Romerske drev var etableret på dette tidspunkt og blot blev forstærket.

1856 - Nationalmuseet: "I 1856 købte lodsejerne langs Resenkjær Aa vand­retten og gravede en genvej for aaen lige nord for Tangsgaard. Da Klostermølleaa havde en stejlere løb end Resenkjær Aa ... blev det muligt at ændre møllen til overfaldshjul."

1881 blev stuehuset udvidet, da en længe mod vest blev opført.

1910 - Nationalmuseet: blev det oprindelige stråtag erstattet med tagspån og senere blev disse erstattet af galvaniseret jern.

1952 - Nationalmuseetkørte: hjul 2. stadig, hvor muligheden for at etablere den artesiske brønd samtidig blev opdaget og gav mulighed for retableringen af møllen på stedet, ved hævning af  flodemålet og lade den arbejde lejlighedsvis med kildevand.

Møllens tilstand er temmelig sløj. Hjulsiden er blevet "forstærket" med beton og hele muren må fornys. Også resten af Møllehuset trænger til en gennemgribende restaurering. 

Indtil 1953 var Aa-Mølle i drift.

1954 blev Fald Å kanaliseret og vandforsyningen til møllesøen forsvandt.

1957 - Nationalmuseet: ... møllens ringe bygningsmæssige tilstand og dens store teknisk-historiske værdi ... .Møllen ville blive savnet i det vestjyske landskab, et omraade, hvor der praktisk talt ikke findes andre vandmøller, som er værd at bevare.

1959 bliver møllen fredet.

1964 blev møllen solgt til Nationalmuseet. 

1965-1975 blev Å Mølle restaureret blandt andet østsiden og taget

1975 overtages møllen af Lemvig Museum, der solgte den til Foreningen Danske Møllers Venner, som senere overdragede den til det, der endte som Aa-Mølle Laug.

1994 påbegyndte Gudum Sogneforening og Foreningen Danske Møllers Venner en større restaurering, der omfattede det indvendige maskineri samt en delvis genskabelse af møllesøen, som herefter blev cirka den halve udstrækning af den tidligere, og vandet kommer nu fra en 25 meter dyb boring ned i et vandlag, der står under tryk, samt fra returpumpning af det brugte vand tilbage i møllesøen. Vandet kom herefter fra en Artesisk brønd. Møllens fraløb er bibeholdt hen til broen over den ældre landevej, der ligger syd for den nuværende, herefter er fraløbet rørført den restrende del ud til stranden. I forbindelse med restaureringen af møllen og anlæggelse af en ny mølledam fik møllen overfaldshjul. (Om der var tale om udskiftning af tidligere overfaldshjul, står p.t. uklart. I betragning af møllehjulenes levetid og et notat om mulighed for overfaldshjul helt tilbage i 1856, antages det, at der var tale om en udskiftning).

1999 blev Aa-Mølle´s Laug oprettet og forestår den daglige drift og vedligeholdelse af møllen med ansvar over for Foreningen Danske Møllers Venner.

1999 blev Å Mølle genindviet som igangværende mølle

2003 blev det yderste vandhjul fornyet, og

2008 blev der lagt nyt stråtag på møllen.

2013 Aa-Mølle´s Laug overtager ejerskabet, og bliver i den forbindelse omdannet til en Selvejende Forening.

2015  den 1. januar overtager Aa-Mølle's Laug ejerskabet til Aa-Mølle fra landsforeningen "Danske Møllers Venner"

2021 skifter Aa-Mølle's Laug navn til Aa-Mølle Laug af IT-tekniske årsager

2022 Renovering af skovlhjul og aksler i skovlhjulene, malekarm med betonfundament, samt gangbro og vandfontæne til den artesiske brønd. 

 

Beskrivelse:

Umiddelbart nord for Å Mølle ligger nyere avlsbygninger (oprindeligt kornlager og tørreri), og vest for vandmøllen ligger møllegården med tilhørende have og avlsbygninger.

Den fritliggende møllebygning er opført i bindingsværk i to stokværk med halvvalmet stråtag (Valmtag eller afvalmet tag er et tag hvor tagfladerne har fald til alle fire sider, også på husets korte sider.) På østsiden har vandmøllen to overfaldshjul og gearing. Soklen udgøres af syldsten (betegnelse for et bygningsfundament af kampesten eller anden form for natursten uden bindemiddel, hvorpå bindingsværksbygningers fodrem blev lagt og stolper sat. Syldsten skulle forhindre bindingsværkstræet i at rådne.), og den sydlige del af hjulsiden er beklædt med brædder og den nordlige del med træspån. Bindingsværket er sortopstolpet og tavlene er hvidkalkede. Træbeklædningen på den øverste del af gavlene er rødmalet, ligesom de ældre småsprossede vinduer og revledøre.

I det indre er bevaret en mængde mølleinventar, herunder kværne, melsigte, triør med kørner, stjerne- og kronhjul, havrevalse og stenkran. Møllen er funktionsdygtig.

Vandmøllens gård udgøres af et stuehus med en tilbygning i vinkelformation. De er begge opført i én etage i grundmur med halvvalmede tegltage. I rygningen sidder i alt fire murede skorstene, hvoraf de to har en høj, dekoreret støbejernsafslutning. Facaden fremstår med kalkede overflader. Sokkel, pilastre, hjørneliséner og savsnitsgesims er hvide, mens murværket er gråt. Stueetagens klassicistiske vinduer er nyere og med termoglas, ligesom gavlenes sprosseopdelte vinduer. Døre og vinduer er hvidmalede, ligesom lugerne i gavlene. Stuehusets østvendte hoveddør, der er en tofløjet dobbeltdør med revledøre og buet overvindue, er indrammet af to pilastre. Tilbygningens sydvendte hoveddør er en tofløjet fyldingsdør med overvindue, mens den nordvendte bryggersdør er en revledør.

Miljømæssig værdi

Å Mølles miljømæssige værdi knytter sig til den kystnære beliggenhed ud til Nissum Bredning, hvor det nære, omgivende flade landskab vidner om, at vandmøllen er opført på hævet havbund fra istiden. Dette understreges af den gamle, stejle kystskrænt, som ligger umiddelbart bag vandmøllen og møllesøen mod syd. Kystskrænten er dækket af egekrat, som menes at være en rest af de oprindelige løvskove, der engang dækkede store dele af Danmark. Beliggenheden i det åbne landskab, hvor vandmøllen og møllegården er friholdt for øvrig bebyggelse gør, at bygningerne er synlige på lang afstand.

Møllegården med beboelses- og avlsbygninger liggende som to selvstændige vinkelbygninger skærmende omkrig gårdrummet udgør i sammenhæng med vandmøllen en miljømæssig værdi. Tillige er der miljømæssig værdi i de to lindetræer, der indrammer møllegårdens fine indgang, samt i markstensbelægningen rundt om huset og den lille have, der ligger beskyttet imellem vandmøllen og stuehuset i det ellers barske og vindomsuste landskab. Hertil kommer den visuelle samhørighed imellem møllen og møllegårdens aftægtsbolig på den anden side af vejen.

Kulturhistorisk værdi

Å Mølle er en landbrugshistorisk funktionsbygning med stor kulturhistorisk værdi, idet den gennem sin velbevarede arkitektur og sit bevarede mølleinventar fortæller om et vandmølleteknikkens udvikling gennem 100 år (fra 1750 til 1850) som et lokalt orienteret og før-industrielt landbrug. Å Mølle er Nordeuropas eneste vandmølle med den meget tidlige og sjældent bevarede geartype Brighton drive eller romersk drev, som er et sidehjul på det ene vandhjul. Tillige rummer vandmøllen flere forskellige gangtøjstyper og materialer fra forskellige tidsperioder, eksempelvis har Å Mølles gangtøj en meget speciel gearing, der driver både en melkværn og ved undertræk en skallekværn med det ene vandhjul, mens det andet, uden gearing, trækker en kværn på kværnloftet (teknik - nu omdøbt til Stjernehjulsloftet) gennem et 2-trins overtræk.

Ydermere udgør vandmøllen og møllegården i sammenhæng et stærkt kulturhistorisk miljø, hvor møllen sammen med et mindre landbrug udgjorde eksistensgrundlaget for én familie.

Arkitektonisk værdi

Å Mølles arkitektoniske værdi ses i det lille, enkle bygningsvolumen, hvis udseende og konstruktion er nøje afstemt efter funktionen, eksempelvis er østsiden beklædt med brædder og træspån idet denne facade skal kunne optage de rystelser, der opstår når vandhjulene drejer rundt. Hertil kommer den ubrudte, stråtækte tagflade samt det taktfaste og tætte bindingsværk med aflange murede tavl, der yderligere understreger behovet for en konstruktiv stærk bygning, der kunne klare rystelserne fra maskineriet indvendigt. Hertil kommer den enkle og virkningsfulde farvesætning i sort og hvid, der brydes af enkelte røde elementer i form af funktionelt placerede luger, døre og vinduer.

I vandmøllens interiør knytter den arkitektoniske værdi sig særligt til de åbne rum med det mønsterlagte teglgulv, de overkalkede vægge, skråvægge og bindingsværk, samt den gennemgående brug af træ og vandmøllens traditionelle og sindrige opbygning.

Møllegården har arkitektoniske værdi idet den fremtræder som en gedigen og enkel vinkelbygning med en klart afgrænset form, en enkel farvesætning og en nedtonet detaljering, der viser sig i facadernes pilastre, hjørneliséner samt i savsnitsgesimsen. Bygningen har tillige et helstøbt udtryk med ubrudte tagflader og særegne skorstene med høje, dekorerede støbejernsafslutninger samt de bevarede ældre, tofløjede hoveddøre med overvindue.

Selve Møllegården er i privat eje og der er således ikke adgang til Møllegårdens private gemakker. Af samme grund oplyses intet om interiør og indretninger. Møllegården eksteriør kan besigtiges udefra, men privatlivets fred bedes respekteret. Nedenstående er derfor overstreget, så der ikke fristes til ny-figenhed.

Der henvises til Trap Danmark.

I bygningens indre knytter den arkitektoniske værdi sig til den oprindelige rumstruktur, hvor især det fine og ældre entrérum står autentisk ved de af Maler Gade udsmykkede vægge, i 1940´erne. Hertil kommer kontrasten imellem den oprindelige længes overvejende fine rum, og vestlængens overvejende funktionelle rum, herunder den bevarede folkestue mod syd, hvorfra der er direkte adgang fra entréen i sydgavlen, der også gav adgang til møllerens kontor. Folkestuen har bevaret et feltinddelt loft af profilerede brædder, høje enkle paneler samt fyldingsdøre og gerichter. Sydlængens vestende er tillige præget af funktionelle rum, hvor det uisolerede grovkøkken står meget autentisk med fritliggende bjælkelag og loftbrædder, revledøre og resterne af den oprindelige bageovn, samt det tilhørende forrådskammer med et meget lavtliggende gulvniveau, udformet som ét stort kar med kant til mælkefade m.v.

Generelt er bevaret flere ovnnicher samt fyldingsdøre med profilerede gerichter og vasedekorerede fodklodser samt ældre greb. Rokokodøren imellem stue og køkken er ældre end bygningen og er ifølge overleveringen fulgt med fra den tidligere møllegård, hvilket understøttes af dens trefyldinger modsat gårdens øvrige tofyldingsdøre.

 

Link til Top