Kværnloft
Hvor der i dette og andre afsnit er angivet numre, henviser de til den velkomstguide der findes på tre sprog i Aa-Mølle
Den opdeling af møllen som ses på gulvet, følger med op på kværnloftet. Så principielt afspejler gulvet i denne sektion "maskinrummet" i sektion 1, til kværnloftets energiforsyning i samme sektion.
Kværnloft og stjernehjulsloft er samtegnet på denne tegning. Kværnloftet er de 2/3 af tegningen til venstre (1). Stjernehjulsloftet er nærmest en slags "hems" på kværnloftet, med få trin op ad en trappe, 0,63 cm højere oppe end kværnloftet.
Ifølge Nationalmuseet: "Hjul .1 blev ombygget tidligt i det 19. aarhundrede (altså i 1800 tallet), og kværnloftet blev samtidig forhøjet 1 alen = 0,63 m. Paa et eller andet tidspunkt efter 1850 blev gravhjul/krondrev-sættet paa hjul .2 udskiftet med støbejern." Forstærkningen med støbejern indebar, at drevet kunne klare en væsentlig større belastning og derved muliggøre tilkobling af mere maskineri, til samtidig kørsel.
Sliske til hejseværk.
Landmanden kørte det tærskede korn til møllen i sække. At det var tærsket, betød at kernerne var skilt fra aksene, så det kun var kernerne, som var i sækkene.
Når man går fra gulvet op ad trappen til kværnloftet, går man op ad den trappe, som kunne omdannes til sliske, hvorad man kunne trække sække op til de øvrige etager. Til højre for trappen ses det tov, som man styrede hejseværket med.
Sækkene kunne veje op til 100 kg, så der var god grund til, at lette denne fysiske belastning mest muligt. Det gjorde man med det (nr. 25) hejseværk, som var installeret i toppen af mølle på stjernehjulsloftet.
Lem til Hejseværk
Kigger man ind under gulvet på stjernehjulsloftet ("hemsen"), vil man se en lem, som er i samspil med samme hejseværk. Skulle kornsækkene helt op på stjernehjulsloftet, blev de trukket op igennem denne lem, som var indrettet så snedigt, at lemmen automatisk lukkede i, når sækken havde passeret lemmen. Hensigten var, at folk som arbejdede på stjernehjulsloftet ikke uforvarende skulle falde ned i hullet i loftet, men kunne føle sig trygge ved, at de trådte på fast gulv.
Midt i sprækken i lemmen kan man lige ane det hul, som trækrebet som skulle føres igennem, for at trække sækkene helt op på stjernehjulsloftet.
Broloftet
På Aa-Mølle var kværnloftet oprindeligt den primære arbejdsplads, hvor bearbejdningen af korn og styring af vandtilførsel fandt sted.
Her finder vi de oprindelige kværne, hvis grundlæggende funktion var at adskille skallen fra resten er kornets kerne, for i nogle tilfælde at viderebearbejde denne kerne enten ved formaling, sigtning og/eller sortering til brød, foderkorn eller såsæd.
Et korn er opbygget af 4 dele:
Skallen (ca. 8 - 10 %), Aleuron laget (ca. 6 - 7 %), Kim (ca. 3%), Frøhvide/melkerne (ca. 83%). Skallen indeholder ingen næringsværdi, men indeholder ting, der er godt for fordøjelsen. Aleronlaget tjener som reservenæring for kimen og indeholder en del protein, fedt, mineralstoffer, vitaminer og enzymer. Kimen er særlig rig på fedt og protein. Melkernen/frøhviden er opbygget af stivelse og protein. Resten af melkernen er afhængig af kornsort forskelligt sammensat. Fuldkorn er, som ofte misforstået, ikke kun hele korn, men er udtryk for, at alle kornets enkeltdele indgår i den melblanding der anvendes. Så både til gården, som til gaden.
Blæser 35A (40)
Det høstede korn indeholdt varierende grader af ukrudtsfrø, avner, støv, jord og sten, som skulle renses ud af kornet inden grutningen i kværnen, ikke mindst fordi jord og sten hurtigt sled kværnstenene flade. Denne "pensionerede" blæser kunne kun blæse og er formentlig en overlevering fra den gamle mølle,som blev overflødig efter, at man fik anskaffet (nr. 8) triøren på gulvet, som er en kombination af en blæser, renser og sorterer.
Ud over de charmerende hjerte udskæringer i fronten, er det værd at hæfte sig ved snorekiven på fronten. Blæseren er formentlig "fejlplaceret" som udstillingsgenstand på broloftet og har stået hvor triøren er placeret i dag, på gulvet/i undermøllen, hvor den blev trukket af snoreskiven på (nr. 6) det romerske drev. At den kun kunne blæse indebar en begrænset rensning, som gjorde at kornet stadig ville indeholde urenheder, som gjorde, at det "rensede" korn overvejende kunne anvendes til foder.
36. Kuben til triøren
Med (nr. 8) triøren på gulvet, kunne man forbedre rensningen af kornet, bedre skille f.eks sten og ukrudtsfrø fra kornkernerne fordi triøren, ud over at blæse, kunne rense og sortere. Det øgede muligheden, for at anvende kornet bedre f.eks. til brødkorn, som kunne males til mel og/eller anvendes til at lave såsæd, bedre renset for f.eks. ukrudtsfrø.
Kornet blev hældt op i denne kube/tragt og gennem hullet i gulvet foran tragten, faldt det ned i (nr. 8) triøren på gulvet. Indimellem blev denne proces gennemført flere gange, for at opnå en bedre oprensning. Kornet blev jo mere værd, så derfor kunne mølleren også tillade sig, at tage bedre betaling for den mere omstændelige behandling.
33. Kværn til grutning
Ved siden af (nr. 36). kuben til triøren finder vi (nr. 38A) Kværnen til grutning.
Efter afblæsning/rensning og sortering i (nr. 8) triøren, blev det rensede korn hejst op på broloftet igen, hældt ned i kuben ovenfor, for at lande i (nr. 38A) kværn til grutnng for at blive afskallet, så skal og kornkerne blev adskilt så det kunne kværnes til gryn, eller gruttet (grov formaling) til fodring af husdyr. Grutning betyder afskalle og knuse (korn) til (grove og runde) gryn (som fx. byggryn, bankebyg, perlegryn). Bemærk at der er en rist indeni kuben, som skulle hindre, at kornet klistrede sammen og så der ikke kom klumper ned i (nr. 38A) kværnen til grutning. Klumperne ville blive mast sammen og give en ringere kvalitet. Aa-Mølle havde mulighed for i laden ved siden af møllen, at tørre kornet.
Inden vandmøllen kom til var grutning en både besværlig og en langsom proces, hvor kvinden gned en flad sten over en anden flad sten, hvor kornet lå imellem. Denne kaldes også for en skubbekværn. Ved at opføre en vandmølle kunne man både male mere mel, langt lettere og hurtigere. Det berettes at Valdemar Atterdag efter den store pestperiode i 1350 lod opføre vandmøller overalt i Danmark for at forbedre produktionen af mel.
38A. Kværn til grutning
Grutning, formaling eller findeling at korn, gorde det mere anvendeligt som foder eller meget groft mel. Ved knækning, valsning eller formaling af korn øges næringsværdien, idet kernernes yderste hårde skaldele bliver revet itu, så fordøjelsesenzymer lettere og hurtigere kan nedbryde stivelsen i kernerne, samtidig med at tyggearbejdet bliver mindre.
Kværnen til grutning drives af det romerske drev, via forløberen til et vandret hjul, stokkedrevet, som var koblet sammen med en vertikal metal aksel, som går op gennem loftet til (nr.38A) Kværn til grutning, som drives med undertræk.
Kværnen rummer to møllesten også kaldet kværnsten. Den underste ligger fast, er nivelleret vandret og kaldes Liggeren. Akslen går op igennem denne møllesten og op til den øverste møllesten, som hviler og balancerer på og drives af akslen, er bevægelig og kører rundt. Den kaldes Løberen. Som beskrevet under (nr. 6) det romerske drev var det muligt at justere afstanden mellem møllestenene ved et reguleringsbeslag nederst på akslen til kværnen.
Møllesten til grutning
Her ses kværnen åben, under vedligeholdelse på Aa-Mølle. Det er yderst vigtigt at liggeren i bunden ligger vandret og at løberen tilsvarende var i god balance, hvilket kunne opnås ved at sætte kiler ind.
De møllesten der anvendtes til grutning (afskalle og knuse korn), var beregnet til hurtig og stor gennemstrømning af malegods i kværnen. Bildning er et håndværk som handler om, hvordan mønstret i stenen en bygget op og hugges ud. Det mønster der anvendes til grutning, betegnes feltbildning med gennemgående bistråler, som er det optimale.Ved strålebildning havde alle stråler samme længde fra kværnens centrum og ud. Mønsteret i sig selv hindrer, at korn ikke males til mel, men bevarer den grovhed, som gør det ideelt til dyrefoder eller egnet som mel til meget grove brød. Afstanden mellem stenene bestemte om kun skallen blev revet af eller om kornkernerne blev formalet mere eller mindre. Afskallede ikke formalede kornkerner var mest velegenet til videreforarbejdning til mel.
Mere stiliseret ser møllestenen til grutning således ud.
Strålebildning hvor alle stråler havde samme længde fra kværnens centrum og ud, svarende til den møllesten vi ser ovenfor.
34. Spaden
En form for skod, der åbnes når gryn og skallerne skal udtages fra (nr. 38A) kværnen til grutmimg.
Kværnstenene er "hjertet" i møllen. Fra sækken hældes kornet ned i (nr. 33) kuben over (nr. 38A) kværnen. (nr. 33) Kubens åbning på fronten kan justeres efter, hvor meget korn, der skal males ad gangen. Det er medvirkende til, hvor fint kornet bearbejdes. Kornet falder ned i den øverste møllestens "øje" midt i stenen.
Ved at holde en bestemt afstand mellem kværnstenene kunne man få den ønskede kvalitet, kornkerner adskilt fra skaller, eller frøhviden til pulver, mens frøhinde og kim kunne knuses i større stykker. Men det primære var afskaldning uden at pulverisere kornkernen til mel. Så mølle-/kværnstenene skulle holdes skarpe.
35. Spanden
(nr. 38A) Kværnen består af en trækasse/ringkar med to store møllesten, løber og ligger, der ligger ovenpå hinanden. Rillerne i de to møllesten peger hver sin vej, så når de to sten trykker mod hinanden, bliver kornet både ‘klippet over’ (af de skarpe kanter i stenenes riller), og mast (af stenenes kraft og vægt). Mellem de udhuggede riller i stenen blev kornet malet ved stenens rotation og ledt ud til stenens kant, hvor det blev opsamlet i ringkarret, der omsluttede (nr. 38A) kværnen. Fra spanden kunne kornkerner og skaller tages op, hvorefter indholdet af spanden, blev hældt i kuben til triøren igen, hvis det skulle renses og sorteres yderligere. Her kunne man blæse skallerne af og frasortere de kerner, som skulle videreforarbejdes til mel. Eventuelt blot opsamle det gruttede mel, som skulle anvendes til foder.
38. Bildehamre
Disse hamre blev brugt til at hugge riller i møllestenene med,bilde, hvilket vil sige indhugning af luftfurer for at forbedre kornets vej til mel i malefladen. Furerne hugges i forskellige mønstre og furerne bliver dybere ind mod midten.
For at møllen kunne opretholde sin effektivitet var det vigtigt jævnligt at bilde kværnstenene. Dette arbejde bestod i at hugge strålerne skarpe igen. En skarp kværn udnyttede møllens energi bedst muligt og gjorde kvaliteten af kværningen mere præcis, så skaller f.eks. kunne skæres finere af, i stedet for at bliver kværnet sammen med og eventuelt helt ødelægge kornkernerne, så det hele endte som gruttet mel.
Antal dage før man igen skulle bilde afhang af hvilken type kværnsten, man anvendte, idet der var forskellig hårdhed i de enkelte stenarter. De fleste overleveringer anfører dog, at det var almindeligt at få bildet cirka hver fjortende dag, når der var blevet formalet en 300-400 tønder. Der blev altid bildet i stilstandsperioder i møllens drift, så arbejdsrytmen og effektiviteten, blev generet mindst muligt.
Oprindeligt, havde Aa-Mølle underfaldshjul, senere brystfaldshjul. Efterhånden fik man på Aa-Mølle et så stort vandtilløb, at man kunne lave overfaldshjul og dermed udnyttet den større vandkraft. Men også vandhjulenes drejningsretning skiftede herved. Dette indebar et enormt stykke bildearbejde, da alle kværnstenene skulle bildes om, så rillerne gik i modsat retning. Hamrene ligger i udstillingen.
Vil du se arbejdsprocessen så se denne video på YouTube.
7. Gruben / Kværnen
Som vi så ved (nr. 33) grubben eller skallekværnen ovenfor, trækkes også denne kværn med energien fra yderste/forreste skovlhjul, men direkte fra hovedakslen i sektion 1, via gravhjulet, et kronhjul og en vælle/aksel, som vertikalt går op igennem loftet, igennem den underste møllesten (liggeren), for så at gribe fat i den øverste møllesten (løberen).
Grundlæggende er princippet det samme , som med med (nr. 33) Grubben/skallekærnen ovenfor. Denne kværn har blot lidt ekstra muligheder, som gør den mere håndterlig og velegnet til at lave mel, som kræver lidt større kontrol med processen.
Umiddelbart kan man til højre på kværnen se en trappe med en lille platform for oven, op til kuben. Det gav en bedre arbejdsstilling, når tunge sæk skulle bæres op og støtte for kornsækken, når kornet i en jævn strøm skulle hældes ned i kuben. Forrest på kuben, ses en lille lem, markeret med en anden træfarve end kuben, som er af fyrretræ. Lemmen kunne anvendes til at justere, hvor store mængder korn, som kunne løbe ned i kværnen, gennem lemmen.
Stol
Direkte under kuben er monteret en stol, som er bevægelig for at kunne ryste kornet videre ned i kværnen. Stolen er som en lang smal kasse eller rende, hængt op i snore der kan justeres alt efter hvor hurtigt kornet skulle løbe til kværnen. Justeringen sker ved en snor i enden af stolen, der løber op over en kam; et tværgående stykke træ med små tænder, monteret på stolen og videre til en rulle med pal, hvorom snoren kunne rulles og bremses, når tilløbet af korn var passende. Fronten af stolen, hvor rulle og pal sidder, kunne kaldes forsmækken. Stolen bliver under kværnens rotation, sat i en rystende bevægelse af en bankeklods. (redigeret kilde: mølleordbogen.dk)
Kværnen består af en trækasse med to store møllesten/kværnsten, løber og ligger, der ligger ovenpå hinanden. I stenene er der skåret meget skarpe riller (bildning). Rillerne peger hver sin vej, så når de to sten trykker mod hinanden, bliver kornet både ‘klippet over’ (af de skarpe kanter i stenenes riller), og mast (af stenenes kraft og vægt). På den måde bliver kornet til mel.
Under lemmen i kværnens venstre side og inde i kværnens "trækiste" finder vi mølle-/kværnstenene. Kværnen har formentlig været brugt både som skalle- og som melkværn, gennem tiden. Udbygget for at kunne levere flere produkter på en gang. Som sagt kunne (nr. 38A) kværn til grutning levere afskallede kerner og med (nr. 8) triøren også i en renheds kvalitet, som gjorde dem velegnet til produktion af mel.
Kernerne blev hældt ned i møllestenenes centrum og faldt ned imellem møllestenene, som var egnet til at knuse kernerne til mel. Med den rigtige mellem stenene og den rette rotationshasthighed blev materialet transportere ud til spalten mellem de to møllesten og opsamlet i karret, der omgiver stenene, for endeligt, at blive ledt ud via en lem og ned i en meltud.
En principtegning af kværnen, til forståelse af, hvad der sker inde i kværnen.
1. Kuben hvor kornet hældes i og via 2. slisken løber ned til det hul der er i midten af 7. løberen (den øverste roterende sten) for at ende mellem løberen og 8. liggeren (den fastliggende nederste sten). 8. Akslen/vællen, som med undertræk driver løberen.
Som det fremgår af billedet er mølle-/kværnsten til maling af mel, mere strukturet, med flere og bredere flader i et spraglet mønster, som sikrerede, at kernerne under den mere komplicerede vej til yderkanten af stenene, blev malet til mel, når de skulle passere de bredere flader.
En lettere redigeret tegning fra Nationalmuseet, for mere præcist at vise, nogle detaljer, som er utydelige og/eller som er "justeret" ud i Aa-Mølles konstruktion. Ikke fordi de har manglet, eller totalt mangler, men fordi de af måske praktiske? årsager er fjernet fra konstruktionen. Det vil blive nøjere beskrevet nedenfor.
Det første der skal bemærkes er, meltuden i bunden af kværnens "kiste", niveau forskellen i etageadskillesen og endelig den med sort markerede løftestang, som er en del af letværket.
Sammenfatende om processen i en kværn:
Den måde skråkværnen var bildet på var afgørende for hvad den blev brugt til. Når den blev brugt som gruttekværn til formaling af foder, var mellemrummet mellem stenene f.eks. smallere end det var tilfældet når den blev brugt som melkværn. Gruttekværnene blev også ofte betegnet som ”de små kværne”. I nogle møller var melkværnene igen delt op i henholdsvis rugkværn og hvedekværn, men det afhang af hvor mange kværne den enkelte mølle var udstyret med.
En sigtekværn er udtryk for en skråkværn der er forbundet med en sigte, så alt malegodset kommer igennem sigten, inden det kommer ud i sækkene.
Skallekværnen kunne bruges som grynkværn til bl.a. byggryn.
Boghvedekværnen er en skråkværn med fast sejle (et stykke jern, der er fæstet til (i øjet paa) løberen i en kværn og fastholder den til langjærnet), og grov bildning. Meningen er at skallerne skal springe fra kernerne uden at de bliver mast.
Den øverste kværnsten kaldes løberen, da den roterer når kværnen er sat i gang. I midten af stenen er hugget et hul der kaldes øjet, hvorigennem kornet føres ned i kværnen. I øjet er der ofte hugget yderligere to slughuller, der skal skaffe luft til at føre kornet ind mellem stenene. Hvis slughullerne ikke er store nok, kornet er fugtigt eller kværnen går for hurtigt, kan der ske det at kornet hænger i kværnens øje. For at afhjælpe dette kunne man bruge en øjespån; en pind man stak ned i øjet.
Under brugen slides stenen skæv, idet den slides mere i den side hvor kammene griber ind i drevet. Denne side kaldes derfor træksiden. Da det er vigtigt at liggeren altid er i vater må der rettes op på skævheden med kiler.
Hvis man kigger nøje efter, har der været en lem i bunden af kværnen, hvorigennem der kunne udtages materiale, som var produceret i kværnen. Forsynet med en lille sliske. Men der savnes en meltud og et hul i gulet, som kunne lede materialet ned til næste etage og opsamles i en kornsæk.
Kigger man på tegningen ovenover og billedet ude til højre, som er fra gulvet under kværnen, vil man over vægtklodsen kunne se fortsættelsen af meltuden, som skulle være koblet sammen med lemmen til udtag i kværnen. På denne meltud, kan der kobles en melsæk, som melet kunne opsamles i.
31. Letværk
(nr. 31) "Stokken" er til regulering afstanden mellem kværnstenene. På den måde fik man fint eller groft mel.
(nr. 31) "stokken" kan bevæges op og ned og er koblet til et vægtstangs princip under gulvet. Som det fremgår af billedet til højre, løfter man med stokken et bræt under gulvet. Brættet er med metal beslag fastgjort i den ene ende (løst, så den kan rotere om besfæstigelsen) mens den anden ende kan løftes og sænkes med (nr. 31) stokken. Midt på den bærende søjle, er der endnu et metalbeslag som kan bevæges op og ned. På billedet nedenfor ses en slids i søjle. Gennem slidsen, griber vægtstangskonstruktionen fast i underlaget/bjælken under den kraftige vertikale aksel, som går op til kværnstenen. Med dette vægtsstangsprincip hæver og sænker man hele den vertikale aksel og løberen/kværnstenen, for at opnå den rigtige afstand mellem løber og ligger.
(vær opmærksom på, at der er et letværk med nr. 31 på både Kværn- og Stjernehjulsloftet, men med forskellige løftemekanismer under gulvet)
15. Vægtklods
Til styringe af letværket.Den lange stok, som bruges til at regulere afstanden mellem kværnstenene.
Her under gulvet finder vi forklaringen på de elementer, som synes uden sammenhæng til kværnen.
Snoren forrest på "stokken", er forankret i vægtklodsen, som kan være en hjælp i løftet af kværnstenen, men som også hjælper med af holde den rigtige afstand mellem kværnstenene, Når den korrekt afstand er opnået, spænder man rebet til om (nr. 31) stokken.
Med vægtstangs konstruktionen/letværket og vægtklodsen lettes løftet af vællen/aksel og kværnsten, men der skal stadig lægges solide kræfter i, at løftet hele aksel/kværnstens konstruktionen.
I dette nærbillede af slidsen ses, at metalbeslaget fra vægtstangen, med et øje i beslaget, griber fat om den bjælke, hvor (Nr. 26) vællen hviler i (nr. 11) gryden med bundspor. Ovenpå på toppen af (nr. 26) vællen, hviler den roterende løber/kværnstenen.
Disse to sten er indrammet af en trækiste, der omgiver dem. Hældningstragten placeres på sliskens dækplade, under den vibrerende sko, som får vibrationer med et tre eller fireslag (også tre / fire klik) på spindelaksen afhængigt af rotorstenhastigheden, så den tilsvarende mængde af korn fra beholderen gennem stenen i den øverste sten vedhæftet Mahlauge (også: Steinauge) leveres. Denne rysten af den vibrerende sko forårsager også "møllens rasling". Ved hjælp af "gulp" får det malede materiale centralt mellem stenene - et hulrum i slibestenene, der ligger oven på hinanden, hvilket favoriserer tilførslen af det malede materiale. De to møllesten flyder oven på hinanden med et lille hul. Spalteafstanden er variabel via løfteværktøjet (håndtaget) eller spindlen og er indstillet mindre end jordmaterialets diameter. Ideelt set rører stenene ikke. På grund af den øvre stens rotationsbevægelse og den "stensliphed", der er påført den, skæres og slibes gristen (mindre klemt). Det falder ud af møllesten revnen på ydersiden, opsamles i slibekarret, der omgiver stenene, og udledes via en sækdyse. Karret tjener også til at indkapsle slibeprocessen for at holde det resulterende støv og fugt tilbage og isolere det fra miljøpåvirkninger. Desuden leder karret det resulterende snavs ind i sækkeudløbene, der er opsat til dette formål.
Det er vigtigt, at slibeprocessen kører så gnidningsløst som muligt, fra fodring af grundmaterialet gennem fødeindretningen til ensartet rotation af rotoren til god ventilation af slibeprocessen for at sprede fugt og varme. Den konstante rotation er den største udfordring med vindmøller , da vinden kun giver uregelmæssig energi .
Da skallerne af spelt , i modsætning til hvede , er solidt fastgjort til kornet, skal det skrælles inden formaling. Tidligere blev en "garvningstunnel" brugt til dette formål. Dette er en formaling, hvor afstanden mellem stenene er valgt til at være større, så kornet ikke allerede er knust.
37. Kran med tang
Bruges til at løfte kværnstenene ud af kværnen med, når de skal bildes. Kranen kan flyttes/løftes rundt mellem de to kværne på henholdsvis kværnloft og stjernehjulsloft, alt efter hvor den skal bruges.
Kranens gevind er ført gennem hanebælkespærret og fastgjort med et underlæg af skiver og en stor møtrik, hvorpå der er monteret/svejset et håndtag, som skal drejes rundt for at hæve og sænke kranen i gevindet, når kværnstenene skal løfte ud af kværnen. Det skal lægges rimelige kræfter i, at dreje håndtaget. Men den der smører godt kører godt.
Kig efter hullerne i hanebåndsspærene, hvorpå kranen kan monteres på henholdsvis kværnloft og stjernehjulsloft. Kranen skal manuelt løftes fra det ene hul til det andet, så der skal lægges en del kræfter i flytningen.
Nederst på kranens grab, kan man se de to studse, som skal skubbes ind i hullerne på siden af kværnstenene, for at komme i indgreb, så stenene kan løftes.
32. Snoretræk
Bag ved (nr. 7) kværnen på broloftet findes det reb, hvormed man hæver lemmen i (nr. 1) malekarmen, som styrer vandmængden til (nr. 2) skovlhjulet, som bestemmer hvor meget energi der tilføres til henholdsvis (nr. 7) kværnen og (nr. 6) det romerske drev.
Det er iøvrigt Hans Hedegaard, sønnen af den sidste mølleejer, som her fremviser og demonstrer funktionen af rebet.
Som det fremgår fra ydersiden, kommer rebet ud gennem et hul øverst på væggen og går ned og griber fat et bræt, som har kontakt til lemmen i malekarmen. Brættet stikker ind igennem to slidser i de stivere som lemmen glider i. I stiveren nærmest væggen er brættet fastgjort med en nagle, som brættet kunne rotere omkring.
Når der blev trukket i (nr. 32) snoren fra broloftet ville den yderste del af brættet, tvinge lemmen ned, så vandmænden blev enten reduceret eller lukkede lemmen helt. Men det var ikke muligt med denne konstruktionen også, at åbne lemmen inde fra broloftet. Så måtte man udenfor og lukke lemmen op igen.
Var det kun for at reducere vandmængden, kvævede det derfor en god fornemmelse, at finde præcis den åbning af lemmen, som tilførte den mængde energi, som skulle bruges på et givet tidspunk. Men igen et simpelt vægtstangsprincip, som her blev brugt til at styre vandmængden.
39. Luge
Herfra gik en gangbro over til "maltgøreriet". Da maltgøreriet fungerede, kunne bønderne få malt med hjem til ølbrygning. Senere blev bygningen brugt som lagerrum for korn. Det står p.t. uklart, hvordan man fik løftet sækkene op, som man kunne komme op og ud gennem lugen i den højde. Måske har lugen være højere så den åbnede i gulvhøjde?
Et billede af møllen fra 1952 bekræfter ihvertfald, at der eksisterede en gangbro fra kværnhuset og over til maltgøreriet. Her antydes det også, at lugen i maltgøreriet var højere, end den luge der ses i kværnhuset i dag.
Indskrifter
Der er fundet indskrifter på de vandrette planker, samt enkelte steder på lodrette stolper. Specielt på Gulvet og Kværnloftet.
Indskrifterne er foretaget enten med blyant, blå og rød skrift, med maling, med kridt eller ridset/skåret ind i træet. Enkelte steder kun med årstallet. Andre steder mere uddybende som her med navn på en møllebestyrer fra Frederikshavn, som åbenbart har være ansat i perioden 1906-07. Publikum bedes undlade at gøre tilsvarende, da det vil forstyrre mølens historie.