Fra Italien til Aa-Mølle

En lille rejse for at komme omkring vandmøllens oprindelse og før vi kommer til Italien og det Romerske drev, som er noget af det unikke ved Aa-Mølle.

Vandmøllen har været afgørende for samfundets udvikling.

Tidlige mennesker brugte først kontrolleret brug af en ekstern, ikke-animalsk energikilde, da de opdagede, hvordan de brugte ild. Afbrænding af tørret plantemateriale (primært træ) og animalsk affald hvor de brugte energien fra denne biomasse til opvarmning og madlavning, for 790.000 år siden.

Dannelsen af mekanisk energi, til at erstatte menneskelig eller animalsk kraft, kom meget senere med udviklingen af ​​enkle apparater til at udnytte energien fra strømmende vand og vind. For mindre end 10.000 år siden.

Vand- og vindkraft var således sammen med ild, de væsentligste kilder til energi i den ældste forædlingsvirksomhed før det industrielle gennembrud.

The Persien Empire

Persien bliver på engelsk kaldt ”The Cradle of Civilization” (Civilisationens vugge), fordi mange tings oprindelse er fra Persien, ikke kun objekter eller genstande, men også den sproglige udvikling har Persien bidraget med. Det første sted geden blev malket, var i Persien (10.000 f.Kr) - Terninger,  Guitar (’Tar’), Flag, ældste Backgammon spil, fejring af fødselsdag, nytår, forår - hvor ”naturen” genopstod, første sted tallet 13 bragte uheld, Poker (’Aas’)…. finder deres oprindelse i Persien og

er området, hvor vandmøllen blev opfundet.

Persien

Det tidligste kendte tilfælde af brug af vandmøller går tilbage til Mesopotamien, området mellem floderne Eufrat og Tigris i det tidligere Persien. Det nuværende Irak. 

Omkring 8000 f.Kr. begyndte man i Mesopotamien at opdyrke jorden, kultivere planter og domesticere dyr. Det var den skelsættende landbrugsproces, der var sat ind. Fra at mennesket bare indsamlede og jagede føde, kunne mennesket nu også selv producere sin føde.

Flere oldtidskulturer har ligget i dette område: Siden ca. 5000 f.Kr. har der været byer og paladser fra skiftende kulturer. Og det er en antagelse, at de første idéer til skabelsen af vind- og vandmøller er opstået i dette område.

I Floddalen i det sydlige Mesopotamien var regnen yderst sparsom, så det fordrede kunstvanding, før den potentielt rige jord kunne blive frugtbar og dyrkes. Mesopotamiens velstand afhang gennem hele sin historie af et stærkt lederskab, der kunne sikre et velfungerende kanalsystem og dermed baseret på vand, som var forudsætningen for en vandmølle.

 

Mesopotamien

Philo af Byzantium, også kendt som Philo Mechanicus, var en græsk ingeniør, fysiker og forfatter på mekanik, der levede i sidste halvdel af 3. århundrede f.Kr. Han var Byzantiner, men tilbragte størstedelen af sit liv i Alexandria i Egypten.

Ifølge nyere forskning inkluderer et afsnit af Philo's Pneumatics (brugen af luft under tryk), som antages at bygge på arabiske kilder, den første beskrivelse af en vandmølle i historien, hvor opfindelsen af vandmøllen blev placeret i midten af det tredje århundrede f.Kr. af grækerne. 

Philo selv er omfattet som ét af de Syv vidundere i den antikke verden, på linje med en række monumenter og bygninger. Philo så ikke nogen af de beskrevne mirakler med sine egne øjne, men skrev om dem fra andres historier. Tilsvarende formentlig som med beskrivelsen af vandmøllen.

Oplysninger om den store ingeniørs og digters liv og arbejde består af små fakta, der er berømte for deres store opdagelser. Verdens vidundere blev beskrevet af mange talentfulde forfattere, bl.a. Strabo, som vi kommer tilbage til.

Den ældste kendte vandmølle er Perachora i Grækenland, der dateres til ca. 300 f.Kr., udgravet fra Perachora, en by på Peloponnes i Grækenland. 

Det menes også, at Philo lavede beskrivelser af et overløbsvandhjul, dog uden direkte sammenhæng til de da kendte vandmøller, men som en udviklingsidé.

Philo af Byzantium

Den græske geograf Strabo (63/64 f.Kr. –ca. 24 e.Kr.) var en græsk historiker, geograf og filosof, som i dag bedst huskes for sit værk på 17 bind, Geografika ("geografi"). 

Strabon var født i en rig græsk familie fra Amaseia i Pontus, som da netop var blevet en del af den romerske republik.

I Geografika giver han en uddybende beskrivelse af folk og steder fra forskellige regioner af tidens kendte verden. Han skriver, som en af de første, "om en vandmølle i forbindelse med kongen af Pontos' palads.", men som nævnt tidligere, var han også bekendt med i det mindste uddrag af Philo af Byzantiums beskrivelser.

Pontus eller Pontos  er en region på den sydlige kyst af Sortehavet, der ligger i det moderne østlige Sortehavsregion i Tyrkiet.

Grækerne koloniserede området i den arkaiske periode så tidligt som de isiskiske persere (472 f.Kr.) og beskrives i Herodotus (Herodots) historier (ca. 440 f.Kr.).

Da Strabon var omkring 21 år gammel, flyttede han til Rom, hvor han studerede filosofi hos Xenarkos af Seleukia, som var en meget respekteret lærd ved Augustus' hof.

Og hermed har vi forbindelserne fra Persien til Rom. Indtrykkene fra Pontus og uddrag af Philos beskrivelser.

Strabon

Som idéerne fra Persien spredte sig til Europa, spredte de sig også til Kina.

Umiddelbart var det mest vindmøllerne der fængede an i Kina, men vandmøllerne fulgte også efter, blot i lidt langsommere tempo. På et kobberstik fra Song Dynastiet i perioden 960-1279, som trods forsinkelsen, nok er et af de første billedillustrationer, kan vi få et indtryk af, hvilken type vandmølle Strabon fik kendskab til i Persien.

Der er tale om en tidlig vandmølle med lodret aksel, som kørte meget tungt og hvor hjulet, med radiale vinger eller padler, roterer i vandret plan.  I starten i en mindre dimension end vist på kobberstikket, hvor hjulet kunne sænket ned i en å- eller flodstrøm, med håb om, at hjulet kørte den samme vej det meste af tiden. Den lodrette aksel blev forbundet gennem et hul i den stationære slibesten til den øvre roterende sten. Enheden spredte sig hurtigt fra Grækenland til andre dele af verden, fordi den var let at bygge og vedligeholde og kunne fungere i enhver hurtigtløbende strøm. 

Den blev kendt i Kina i det 1. århundrede CE (efter vor tidsregning), blev brugt i hele Europa i slutningen af ​​det 3. århundrede og var nået til Japan inden år 610.

Brugere lærte tidligt, at ydeevnen kunne forbedres med en kanal fra åen eller floden og ind i en sliske, der ledte vandet til kun den ene side af møllehjulet. Slisken kan svagt skimtes til højre for den bærende konstruktionssøjle, nedest til venstre i billedet, som vand der sprøjtes ned på møllehjulet.

 

Link til kobberstik fra Song Dynastiet (960-1127)

Marcus Vitruvius Pollio 

på dansk ofte kendetegnet ved navnet Vitruv (ca. 75 f.Kr.-25 f.Kr.) var en romersk arkitekt og ingeniør, der er kendt for sit store værk "De architectura", som er en afhandling om arkitektur/en guide til byggeprojekter, dedikeret til sin protektor, kejser Caesar Augustus, som samlede lærde omkring sig. Og så er vi tilbage ved forbindelsen til den viden Strabon bragte hjem fra Persien.

Generelt kan man sige, at Vitruv sugede viden til sig fra andre lærde, bl.a. nu også fra Strabo og de beskrivelser han havde med fra Philo. Han var en tænker, som evnede at kombinere sin indhentede viden, med stor fantasi.

Men han var ikke tegner og slet ikke teknisk tegner, for det var ikke oppe i tiden, mens han levede. Alligevel lavede han et overvældende antal notater på papyros, om de tanker der for gennem hans hoved og nogle af dem tilsyneladende tilstrækkelige til, at han kunne formidle sine tanker, så der kom mange bygningsværker, store som små ud af hans mange idéer, herunder vandmøller i Italien.

Manuskript af Vitruvius; pergament fra omkring 1390

I De architectura (forfattet ca. 35 f.Kr. og genfundet i 1414) behandler Vitruv arkitektur som imitation af natur, hvilket leder ham frem til studiet af den "perfekte bygning", nemlig menneskekroppen.

Som det fremgår af billedet, lavede han både sammenhængende beskrivelser, men også små notater i takt med at ideerne de opstod.

Men hvis man er på udkig efter information om amfiteatrets eller cirkusernes arkitektur, brobygning eller vejbygning, er dette overraskende ikke stedet for det. Vitruvius nævner aldrig så meget en bro af nogen art og hans referencer til mange andre ting  er meget sjældne, tilsyneladende helt tilfældige og spredt indimellem hinanden.

Alligevel  dannede Vitruvs forskning grundlag for mange opfindelser som vandmøllen og forskellige bor, ligesom hans udnyttelse af symmetri var inspirationskilde for barokkens ariktekter.

F.eks. den vitruviske mand blev over 1400 år senere tegnet af Leonardo da Vinci i 1485 på grundlag af hans skriblerier, som var ulæselige for de fleste.

Efter nutidige forhold kan han vel bedst beskrives som grundforsker. Grundlæggende idéer og vigtige iagttagelser, som ikke umiddelbart kunne bruges til noget praktisk.

Men selv uden tegninger og specifikationer blomstrede vandmøller op i Italien, i en lang tid, også efter hans død og i alle muligheder afskygninger og indretninger, hvilket der kan ses et bredt udsnit af på dette link om Italienske vandmøller.

Der var ingen gear i de tidligste møller, men romerske ingeniører byggede vandmøller med gearing, og den romerske arkitekt og ingeniør Vitruvius beskriver disse typer og i den sammenhæng, helt givet, også det Romerske drev.

Vandmøllerne bredte sig fra Romerriget til det øvrige Europa i den tidlige middelalder, og især munkene var med til at udbrede kendskabet til denne teknologi.

I Danmark var vandmøller i brug fra slutningen af 900-tallet. Det danske landskab har siden sidst i 900-tallet været præget af vandmøller. Selv de første vandmøller, der primært blev brugt til at male korn, kunne erstatte op til 100 menneskers arbejdskraft.

De ældste vandmøller i Danmark, der er fundet i arkæologiske udgravninger, kan dateres til tiden omkring år 1000, måske lidt før. De første skriftlige beskrivelser af vandmøller stammer fra Næstved (1135), hvor vandmøllerne nævnes i forbindelse med klosteroprettelser. I det hele taget tyder meget på, at det især var med klostervæsenets opståen og udbygning i 1100-tallet, at vandmøllebyggeriet i Danmark kom i gang. Langt de fleste klostre blev afhængige af vandkraft, og munkene udvekslede ivrigt viden om anvendelsen af vandkraft.

Som møllerne voksede, blev det mere og mere omkostningstungt at slå sig ned som møller, og større mølleanlæg blev opført af konge, adel og kirke og drevet af klostre. Specielt munke stod for driften og for den nødvendige udveksling af viden.

Af Jyske Lov fra 1241 fremgår det, at mølleerhvervet var et frit erhverv for alle, der havde det nødvendige damsted.

I Sverige anlagde man en vandmølle ved Örebro i perioden 1182-1202. 

Cistercienserklostret på Hovedøya ved Oslo fik i 1209 af pave Innocens 3. en bekræftelse på klosterets gårde, møller og fiskerier.

Aa-Mølle blev formentlig påbegyndt i 1492 og sat i drift i 1495. Så det antyder en omfattende anlægsperiode. Aa-Mølle var fra start en kornmølle.