Fra Italien til Aa-Mølle

En lille rejse for at komme omkring vandmøllens oprindelse og før vi kommer til Italien og det Romerske drev, som er noget af det unikke ved Aa-Mølle.

Vandmøllen har været afgørende for samfundets udvikling.

For 790.000 år siden fandt mennesker for første gang ud af at brug en ekstern, ikke-animalsk energikilde, da de opdagede, hvordan de kunne bruge ild. Afbrænding af tørret plantemateriale (primært træ og animalsk affald), hvor de brugte energien fra denne biomasse til opvarmning og madlavning.

For mindre end 10.000 år siden fandt de ud af, at erstatte menneskelig eller animalsk kraft, med udviklingen af ​​enkle apparater til at udnytte energien fra strømmende vand og vind.

Vand- og vindkraft var således sammen med ild, de væsentligste kilder til energi i den ældste forædlings virksomhed, før det industrielle gennembrud.

Den industrielle revolution var en periode fra omkring 1760 til et tidspunkt mellem 1820 og 1840, hvor store ændringer inden for landbrug, masseproduktion, minedrift og transport fandt sted. En Watt-dampmaskine, som var en dampmaskine, der udelukkende blev drevet af kul, var drivkraften bag den industrielle revolution.

The Persien Empire

Hvor stammer idéen om vandmøller fra

Persien bliver på engelsk kaldt ”The Cradle of Civilization” (Civilisationens vugge), fordi mange tings oprindelse er fra Persien, ikke kun objekter eller genstande, men også den sproglige udvikling har Persien bidraget med. Det første sted geden blev malket, var i Persien (10.000 f.Kr) - Terninger,  Guitar (’Tar’), Flag, ældste Backgammon spil, fejring af fødselsdag, nytår, forår - hvor ”naturen” genopstod, første sted tallet 13 bragte uheld, Poker (’Aas’)…. finder deres oprindelse i Persien og er området, hvor vandmøllen blev opfundet.

Persien

Den "lokale" udbredelse

Det tidligste kendte tilfælde af brug af vandmøller går tilbage til Mesopotamien, området mellem floderne Eufrat og Tigris i det tidligere Persien. Det nuværende Irak. 

Omkring 8000 f.Kr. begyndte man i Mesopotamien at opdyrke jorden, kultivere planter og domesticere (tæmme)  dyr. Det var den skelsættende landbrugsproces, der var sat ind. Fra at mennesket bare indsamlede og jagede føde, kunne mennesket nu også selv producere sin føde.

Flere oldtidskulturer har ligget i dette område: Siden ca. 5000 f.Kr. har der været byer og paladser fra skiftende kulturer. Og det er en antagelse, at de første idéer til skabelsen af vind- og vandmøller er opstået i dette område.

I Floddalen i det sydlige Mesopotamien var regnen yderst sparsom, så det fordrede kunstvanding, før den potentielt rige jord kunne blive frugtbar og dyrkes. Mesopotamiens velstand afhang gennem hele sin historie af et stærkt lederskab, der kunne sikre et velfungerende kanalsystem og dermed baseret på vand, som var forudsætningen for en vandmølle.

Mesopotamien

De første udviklingsidéer

Philo af Byzantium, også kendt som Philo Mechanicus, var en græsk ingeniør, fysiker og forfatter på mekanik, der levede i sidste halvdel af 3. århundrede f.Kr. Han var Byzantiner, men tilbragte størstedelen af sit liv i Alexandria i Egypten.

Ifølge nyere forskning inkluderer et afsnit af Philo's Pneumatics (brugen af luft under tryk), som antages at bygge på arabiske kilder og den første beskrivelse af en vandmølle i historien, hvor opfindelsen af vandmøllen blev placeret i midten af det tredje århundrede f.Kr. af grækerne. 

Philo selv er omfattet som ét af de Syv vidundere i den antikke verden, på linje med en række monumenter og bygninger. Philo så ikke nogen af de beskrevne mirakler med sine egne øjne, men skrev om dem fra andres historier. Tilsvarende formentlig som med beskrivelsen af vandmøllen.

Oplysninger om den store ingeniørs og digters liv og arbejde består af små fakta, der er berømte for deres store opdagelser. Verdens vidundere blev beskrevet af mange talentfulde forfattere, bl.a. Strabo, som vi kommer tilbage til.

Den ældste kendte vandmølle er Perachora i Grækenland, der dateres til ca. 300 f.Kr., udgravet fra Perachora, en by på Peloponnes i Grækenland. 

Det menes også, at Philo lavede beskrivelser af et overløbsvandhjul, dog uden direkte sammenhæng til de da kendte vandmøller, men som en udviklingsidé. Overløbshjul som vi i dag kan se som løsning i Aa-Mølle.

Philo af Byzantium

Fra Persien til Kina

Som idéerne fra Persien spredte sig til Europa, spredte de sig også til Kina.

Umiddelbart var det mest vindmøllerne der fængede an i Kina, men vandmøllerne fulgte også efter, blot i lidt langsommere tempo. På et kobberstik fra Song Dynastiet i perioden 960-1279, som trods forsinkelsen, nok er et af de første billedillustrationer, kan vi få et indtryk af, hvilken type vandmølle Strabon fik kendskab til i Persien.

Der er tale om en tidlig vandmølle med lodret aksel, som kørte meget tungt og hvor hjulet, med radiale vinger eller padler, roterer i vandret plan.  I starten i en mindre dimension end vist på kobberstikket, hvor hjulet kunne sænket ned i en å- eller flodstrøm, med håb om, at hjulet kørte den samme vej det meste af tiden. Den lodrette aksel blev forbundet gennem et hul i den stationære slibesten til den øvre roterende sten. Enheden spredte sig hurtigt fra Grækenland til andre dele af verden, fordi den var let at bygge og vedligeholde og kunne fungere i enhver hurtigtløbende strøm. 

Den blev kendt i Kina i det 1. århundrede CE (efter vor tidsregning), blev brugt i hele Europa i slutningen af ​​det 3. århundrede og var nået til Japan inden år 610.

Brugere lærte tidligt, at ydeevnen kunne forbedres med en kanal fra åen eller floden og ind i en sliske, der ledte vandet til kun den ene side af møllehjulet. Slisken kan svagt skimtes til højre for den bærende konstruktionssøjle, nedest til venstre i billedet, som vand der sprøjtes ned på møllehjulet.

I Europa blev slisken udviklet, til det som vi på dansk kender som en "malekarm".

Link til kobberstik fra Somg Dynastiet (960 - 1127)

Fra Persien til Rom

Den græske geograf Strabo (63/64 f.Kr. –ca. 24 e.Kr.) var en græsk historiker, geograf og filosof som i dag, bedst huskes for sit værk på 17 bind, Geografika ("geografi") i en engelsk oversættelse af værket.

Strabon var født i en rig græsk familie fra Amaseia i Pontus, som da netop var blevet en del af den romerske republik.

I Geografika giver han en uddybende beskrivelse af folk og steder fra forskellige regioner af tidens kendte verden. Han skriver, som en af de første, "om en vandmølle i forbindelse med kongen af Pontos' palads." (bl.a med underfalds møllehjul), men som nævnt tidligere, var han også bekendt med i det mindste uddrag af Philo af Byzantiums beskrivelser.

Pontus eller Pontos  er en region på den sydlige kyst af Sortehavet, der ligger i den moderne østlige Sortehavsregion i Tyrkiet.

Grækerne koloniserede området i den arkaiske periode så tidligt som de isiskiske persere (472 f.Kr.) og beskrives i Herodotus (Herodots) historier (ca. 440 f.Kr.).

Da Strabon var omkring 21 år gammel, flyttede han til Rom, hvor han studerede filosofi hos Xenarkos af Seleukia, som var en meget respekteret lærd ved Kejser Augustus' hof.

Og hermed har vi forbindelserne fra Persien til Rom. Indtrykkene fra Pontus og uddrag af Philos beskrivelser.

Strabon

Marcus Vitruvius Pollio - samling og udvikling af viden

på dansk ofte kendetegnet ved navnet Vitruv (ca. 75 f.Kr. - 25 f.Kr.) var en romersk arkitekt og ingeniør, der er kendt for sit store værk "De Architectura", som er en afhandling om arkitektur/en guide til byggeprojekter, dedikeret til sin protektor, kejser Caesar Augustus, som samlede lærde omkring sig. I det første kapitel af den første bog afslører Vitruvius, at arkitektens viden næres af " fabrika " (håndværk) og " ratiocinatio " (mentalt arbejde), som sætter ham i stand til at bedømme alle andre håndværk." Og så er vi tilbage ved forbindelsen til den viden Strabon bragte hjem fra Persien.

Generelt kan man sige, at Vitruv sugede viden til sig fra andre lærde, bl.a. nu også fra Strabo og de beskrivelser han havde med fra Philo. Han var en tænker, som evnede at kombinere sin indhentede viden, med stor fantasi.

Men han var ikke tegner og slet ikke teknisk tegner, for det var ikke oppe i tiden, mens han levede. Alligevel lavede han et overvældende antal notater på papyros, om de tanker der for gennem hans hoved og nogle af dem tilsyneladende tilstrækkelige til, at han kunne formidle sine tanker, så der kom mange bygningsværker, store som små ud af hans mange idéer, herunder vandmølle konstruktioner i Italien.

Vitruvius var således en del af Roms storhed. Romerriget var blandt de mest magtfulde økonomiske, kulturelle, politiske og militære kræfter i verden. Dets lange levetid gav det varig indflydelse på latinsk og græsk og på kultur, religion, arkitektur, filosofi, jura og styreform.

Selv om dets geografiske udbredelse stort set var fastlagt under den romerske republik, anføres det ofte, at det grundlagdes af Julius Cæsar, som i en tid med borgerkrige og politisk ustabilitet, blev udnævnt til livsvarig diktator og myrdedes i 44 f.Kr. Derefter vandt Cæsars adoptivsøn, Octavian, kampen om at blive hans efterfølger ved at slå Marcus Antonius og Cleopatra i Søslaget ved Actium i 31 f.Kr. i Egypten. Senatet gav ham den overordnede magt og den nye titel Augustus i 27 f.Kr.. Det var republikkens undergang.

To år senere døde Vitrivius og hans papyrusnotater blev formentlig arkiveret og var tilgængelige i Kejserens palads, men urolige tider var på vej for Romerriget. Det vi ved er, at Vitruvius bog De Architectura, er det eneste komplette arbejde med arkitektur, der overlevede fra oldtiden.

De næste to århundreder nød romerne en hidtil uset politisk stabilitet og velstand, kendt som Pax Romana ("Romersk fred"). Efter mordet på Caligula i 41 e.Kr. overvejede Senatet kortvarigt at genoprette republikken, men Prætorianergarden proklamerede Claudius som kejser. Da Claudius' efterfølger Nero begik selvmord i 68 e.Kr. vandt Vespasian i 69 e.Kr. kampen om kejserembedet ved, som kejser, at grundlægge det flaviske dynasti med sin søn Titus som efterfølger.

Han åbnede det Flaviske Amfiteater, også kendt som Colosseum, kort efter Vesuvs udbrud i 79 e.Kr.. Colosseum byggede i lange stræk på konstruktionsidéer, beregninger og udmålinger fra Vitrivius' notater om amfiteatre. Efter lange borgerkrige begyndte Diocletian Tetrarkiet med fire kejsere på én gang. Det mislykkedes og førte til en borgerkrig, der blev afsluttet af Konstantin I, som besejrede sine rivaler og blev den enehersker. Theodosius I blev den sidste kejser af imperiet.

Vestgoternes Belejringen af Rom i 410 e.Kr. og vandalernes i 455 e.Kr. fremskyndede Romerrigets undergang i Vest. Kejser Romulus Augustus' afgang i 476 e.Kr. anses som afslutningen på Det Vestromerske rige. Det østromerske Rige (Det Byzantinske rige) forblev en af de førende magter i verden til det faldt til det Osmanniske rige ved Konstantinopels fald i 1453 e.Kr.

Under denne proces blev Vitrivius' papyruspapirer, gemt og glemt, selvom han idéer levede videre i mange konstruktioner i Italien.

Den svære oversættelse af Vitruvius' papyros notater

Vitruvius blev først bedre kendt senere, især under renæssancen 

Renæssancen (genfødsel) er en periode fra det 14. til det 17. århundrede, der betragtes som broen mellem middelalderen og den moderne tid. Det begyndte som en kulturel bevægelse i Italien i den sene middelalder og bredte sig til resten af Europa. Fx udviklingen af perspektiv i oliemalerier og generhvervet viden om, hvordan man laver beton.

En ny arkitekturstil, baseret på antikken, trak på Vitruvius for at lære det grundlæggende i romersk arkitektur. Nu søgte folk i klostrets biblioteker efter de sjældne Vitruvius-manuskripter, såsom humanisten Poggio Bracciolini (1380 - 1459) var en italiensk renæssancehumanist, der fandt et Vitruvius-manuskript i St. Gallen klosterbiblioteket i 1416 . 

Da Vitruvs værk ikke var illustreret, var det nødvendigt for forståelsen i renæssancen, at se på de antikke arkitekturværker ud over hans (til tider svært forståelige) teoretiske forklaringer, for at kunne implementere/udføre instruktionerne fra de 10 bøger.
Samtidig afveg de gamle bygninger der havde overlevet, ofte fra Vitruvius' specifikationer, da de først blev bygget efter hans død. Det gav arkitekterne spillerum i implementeringen, som gjorde det muligt at gå ud over en ren kopi af oldtiden.

Giovanni Sulpizio da Veroli (fl. ca. 1470 – 1490) var en italiensk renæssancehumanist og retoriker. Han var forfatter til et værk om brevkunst, den rette sammensætning og udsmykning af bogstaver. Så det var ikke helt oplagt, at det lige skulle være ham, som var den første til at forsøge at genskabe, de Architectura. Hans udgave kaldet "editio princeps" har dog alle chancer for at være den første trykte version af Vitruvius 'De architectura.

Sulpizio havde et vist ry, som grammatiker og fortolker af klassiske tekster og forud for selve oversættelsen oplyser han, at han er den første til at stille denne divinum opus (guddommeligt arbejde) tilgængelig for alle, efterfulgt af en liste på latin, over bøgernes titler, indhold og et forord til kardinal Raffaele Riario, fætter til den fremtidige pave Jules II, som viste en lidenskabelig interesse for at gendanne antikke skikke i Rom. Specielt en interesse for Vitruvius' lære, som kardinalen ville implementere i sin overdådige boligi Palazzo della Cancelleria, som er et bestående renæssancepalads i Rom i dag, beliggende mellem det nuværende Corso Vittorio Emanuele II og Campo de 'Fiori, i Parione's rione. Påbegyndt i 1485. Det er derfor rimeligt at antage, at udgivelsen kom i 1486-87

Denne første komplette udgave af De Architectura anses for at være meget unøjagtig.Baseret på omhyggelig læsning af flere manuskripter, indeholdende flere åbenlyse fejl, svære aflæsninger, som gjorde oversættelsen svær, hvis ikke umulig at forstå. Måske fordi Sulpizio rent faktisk ikke havde forudsætninger for at forstå, hvad det egentlig var han sad og læste. Han var jo hverken ingeniør eller arkitekt. Og han vidste det godt men håbede, at han dog havde bragt indsigt videre, for andre at bygge videre på. Mange forsøgte, men uden den helt oplagt succes. Men det afgørende på dette tidspunkt var at De Architectura var kommet op til overfladen og kunne bearbejdes videre. 

I 1511 udkom endnu en udgave af Fra Giovanni Giocondi da Verona i Venedig, 1521 den første (illustrerede) trykning af en italiensk udgave af Cesare Cesariano. Og selvom italiensk forblev det førende sprog inden for europæisk arkitekturteori i lang tid, fulgte oversættelser til andre sprog hurtigt efter. 

Fra det 15. århundrede påvirkede Vitruvius mange, hvis ikke så godt som alle, europæiske arkitekturafhandlinger og arkitekturteorier. I 1452 udgav Alberti sin "de re aedificatoria", som fulgte Vitruvius med hensyn til struktur og teoretiske rammer.

 Den engelske arkitekt William Newton (1735-1790) skrev en engelsk oversættelse og en fransksproget kommentar til Vitruvius, der udkom i 1780; dette var den første videnskabelige undersøgelse af "De architectura". Dette tryk har adskillige helsidesgraveringer, en af ​​kun to kendte kopier i tyske biblioteker er i Mainz City Library og er en del af rara-samlingen.

Manuskript af Vitruvius; pergament fra omkring 1390

De architectura

De architectura (forfattet ca. 35 f.Kr. og genfundet i 1414) behandler Vitruv arkitektur som imitation af natur, hvilket leder ham frem til studiet af den "perfekte bygning", nemlig menneskekroppen.

Som det fremgår af billedet, lavede han både sammenhængende beskrivelser, men også små notater i takt med at ideerne de opstod.

Men hvis man er på udkig efter information om amfiteatrets eller cirkusernes arkitektur, brobygning eller vejbygning, er dette overraskende ikke stedet for det. Vitruvius nævner aldrig så meget en bro af nogen art og hans referencer til mange andre ting  er meget sjældne, tilsyneladende helt tilfældige og spredt indimellem hinanden.

Alligevel  dannede Vitruvs forskning grundlag for mange opfindelser som vandmøllen og forskellige bor, ligesom hans udnyttelse af symmetri var inspirationskilde for barokkens ariktekter.

De ti bøger om arkitektur tilbyder den første omfattende behandling af gammel teknologi (tidtagning, entreprenørmaskiner, vandhjul , krigsmaskiner ), arkitektur og indretning.

Efter nutidige forhold kan han vel bedst beskrives som grundforsker. Grundlæggende idéer og vigtige iagttagelser, som ikke umiddelbart kunne bruges til noget praktisk.

Men selv uden tegninger og specifikationer blomstrede vandmøller op i Italien, i en lang tid, også efter hans død og i alle muligheder afskygninger og indretninger, hvilket der kan ses et bredt udsnit af på dette link om Italienske vandmøller.

Der var ingen gear i de tidligste møller, men romerske ingeniører byggede vandmøller med gearing, og den romerske arkitekt og ingeniør Vitruvius beskriver disse typer, herunder vinkelgearet på en vandmølle med lodretstående vandhjul og i den sammenhæng, helt givet, også det Romerske drev.

Under udgravninger i Pompeji, blev der opdaget en veludviklet mølle. Bagerne malede selv deres korn, så kværnene står endnu, som da byen blev dækket af sten- og askeregnen, som ledsagede Vesuvs udbrud i august måned i året 79 efter Kristus.

De første vandmøller i Europa byggedes på den romerske kejsertid. I Norden lærte man i vikingetiden, vel denne kunst af vesterlandet (tysk Westerland frisisk Weesterlön er hovedbyen på vesterhavsøen Sild i Nordfrisland i det nordvestlige Sydslesvig). Ordet mølle er et låneord i vort sprog, fra det sentlatinske molina, der på gammeldansk bliver til mølne og senere til mølle. Kværn er derimod et gammelt nordisk ord. Og det Romerske drev, formentlig en lokal jydsk beskrivelse af et drev, som kom fra Rom.

Kværnene fra Pompeji - Overlevering fra Vitruvius ?

I år 79 e.Kr. forsvandt en af Romerrigets største byer med ét fra jordens overflade. Havnebyen Pompeji blev begravet under 6 meter aske og pimpsten fra vulkanen Vesuv og alle dens indbyggere blev udslettet. Pompeji dukkede først op ved udgravningerne i 1748. De mere systematiske udgravninger begyndte dog først i 1861 under ledelse af Giuseppe Fiorelli (1823-96), og i dag er omkring 2/3 af byen frilagt. 

Under disse udgravninger af Pompeji finder man to store kornkværne fra Modestu' bageriet i Pompeji, næsten intakte. Kværnene blev trukket rundt af æsler eller slaver. 

Kværnen består af en fast nedre del og en bevægelig øvre del. Den forreste på billedet mangler øvre del. Samme princip som findes i Aa-Mølles kværne, som blot har et andet og mere effektivt design, men stadig med en fastliggende nedre sten og en rotende sten for oven.

 

 

Den Vitruvianske Mand - Overlevering fra Vitrius

Til illustration af hvilke ting Vitruvius gav anledning  til, vises her den vitruviske mand , som over 1400 år senere blev tegnet af Leonardo da Vinci i 1485 på grundlag af hans skriblerier, som indtil da var ulæselige for de fleste.

Leonardo da Vincis berømte tegning "Den Vitruvianske mand" findes på Galleria dell Accademica Venezia. Den er et studie i en mands ideelle proportioner og viser manden indskrevet i en cirkel som et kvadrat. Den romerske forfatter Vitruvius havde i en bog om arkitektur beskrevet en tempelbygnings idelle proportioner som identiske med et ideelt menneske.

Tegninger er senere blevet brugt som logo i mange sammenhænge, bl.a. inden for sundhedvæsenet, lægevidenskaben m.v.

Da Vinci lavede også adskillige tegninger af vandmøller, gearing og drev. Dog ikke specifikt til kornmøller og det romerske drev, men bl.a. målrettet tekstil industrien. Da der ikke er analogier til vandmøller, har vi ikke søgt licens, selv om en del detaljer indgår i både det romerske drev og Sternhjulet, som finde på Stjernehjuls loftet.

Den lodrette hjulmølle - Overlevering fra Vitrius

Selvom Vitruvius overvejende efterlod skrift og krusduller, blev de i takt med uddannelsen af ingeniører omsat til tegninger (her forsynet med Rezeione di Parmas våbenskjold), mange år efter hans død. Som vi finder i Aa-Mølle, anvendt næsten 1:1 på konstruktionen bag melkværnen på kværnloftet, bl.a. denne konstruktion med ledsagende beskrivelse:

Driftsmekanisme for et lodret hjulsystem:

I lodrette hjulfræsere er hjulet eller hjulene placeret uden for strukturen på den ene side. Hjulet er fastgjort til en vandret aksel, der transmitterer den roterende bevægelse inde i fabrikken. Lodrette hjulvandsmøller findes takket være den lubecchio - spolemekanisme (kronhjul i meget hårdt træ (normalt i kornel eller buksbom), som bærer radialt orienterede trætænder foran), der blev opfundet af Vitruvius (1. århundrede f.Kr.), hvorfra nomenklaturen "Vitruvian mill" stammer. Takket være denne mekanisme er det muligt at multiplicere kværnernes omdrejninger i forhold til hjulens omdrejninger og omdanne den lodrette bevægelse af hjulet til den vandrette bevægelse, der er nyttig til kværnenes bevægelse.

Og denne tekst i "Vitruvian mill":

"Den romerske ingeniør Vitruvius har den første tekniske beskrivelse af en vandmølle, dateret til 40/10 f.Kr.; enheden er udstyret med et underskudshjul, og kraften overføres via en gearmekanisme. ... Hold hånden tilbage fra møllen, I malende piger; selvom hanekragen varsler morgengryet, så sov videre." som udtryk for at de malende piger, nu ikke længere, skulle bekymre sig om håndmaling/grutning af korn.

Så selv om der er ikke var mange oprindelige tegninger, blev mekanismerne spredt fra mund til mund, blandt andet af munke, som rejse ud i verden.

Det Romerske drev - Overlevering fra Vitrius ?

Denne type af drev kaldes "sidedrev" eller Beighton drev, efter englænderen Henry Beighton, der var den første, der tegnede et sådant i 1723 (Ovenstående publiceret i 1744 af J. T. Desaguliers på side 340, som kan ses direkte på denne hjemmeside eller downloades som PDF).

Men Beighton er ikke opfinder af drevet. Drevet betegnes nemlig også det Romerske drev, hvilket gør det mere sansynligt, at drevet stammer fra Rom og Marcus Vitruvius Pollio.

I De architectura (forfattet ca. 35 f.Kr. og genfundet i 1414) behandler Vitruv arkitektur som imitation af natur, hvilket leder ham frem til studiet af den "perfekte bygning", nemlig menneskekroppen.

Der var ingen gear i de tidligste møller, men romerske ingeniører byggede vandmøller med gearing, og den romerske arkitekt og ingeniør Vitruvius beskriver disse typer og i den sammenhæng, helt givet, også det Romerske drev.

Det er værd at hæfte sig ved, at Beightons tegning af det romerske drev, hviler på en underfaldsmølle, tilsvarende vi finder fra Aa-Mølles start så teoretisk set, kan møllen være født med det romerske drev og ihvertfald meget sandsynligt være installeret i perioden frem til år 1800, hvor der er vidneudsagn om, at møllen havde to kværne. Så selv med begrænset vandforsyning er der evidens for, at det romerske drev, kan fungere selv med en begrænset vandforsyning.  

Med Beightons drive, ved vi nu også, at det romerske drev, kan have et andet italiensk navn og at grunden til, at det i Gudum bærer navnet det Romerske drev, måske alene skyldes, at drevet og konstruktionen kom fra Rom.

For i Gudum gør de ikke tingene vanskeligere end nødvendigt og forståeligt.

Fra Rom til Aa-Mølle?

Vandmøllerne bredte sig fra Romerriget til det øvrige Europa i den tidlige middelalder, omkring år 800 og især munkene var med til at udbrede kendskabet til denne teknologi.

I Danmark var vandmøller i brug fra slutningen af 900-tallet. Det danske landskab har siden sidst i 900-tallet været præget af vandmøller. Selv de første vandmøller, der primært blev brugt til at male korn, kunne erstatte op til 100 menneskers arbejdskraft.

De ældste vandmøller i Danmark, der er fundet i arkæologiske udgravninger, kan dateres til tiden omkring år 1000, måske lidt før. De første skriftlige beskrivelser af vandmøller stammer fra Næstved (1135), hvor vandmøllerne nævnes i forbindelse med klosteroprettelser. I det hele taget tyder meget på, at det især var med klostervæsenets opståen og udbygning i 1100-tallet, at vandmøllebyggeriet i Danmark kom i gang. Langt de fleste klostre blev afhængige af vandkraft, og munkene udvekslede ivrigt viden om anvendelsen af vandkraft.

En vigtig kilde til mølleteknikkens udbredelse fra Rom og op igennem Europa var altså munke. Når oprindelsen til Aa-Mølle var Gudum Kloster er det nærliggende at tro, at det så var munke på eller tilknyttet Gudum kloster, som var leverandører af viden om den romerske teknik, som kom til Aa-Mølle. Selvom klosteret er kendt som et nonnekloster, åbner dette citat mulighed for en kontakt til munke/lærde/mænd: "Et gammelt, ironisk ordsprog hos Peder Syv om at være »så hellig som en Gudummunk« menes at referere til de præster, der gjorde tjeneste på nonneklosteret, men som ifølge folkeviddet nok ikke var så fromme endda; nogle reelle sager herom kendes dog ikke." Ellers er det svært at forestille sig, hvorledes denne viden kunne trænge ind i et nonnekloster, som oftest var lukket for mænd?

Som møllerne voksede, blev det mere og mere omkostningstungt at slå sig ned som møller, og større mølleanlæg blev opført af konge, adel og kirke og drevet af klostre. Specielt munke stod for driften og for den nødvendige udveksling af viden.

Af Jyske Lov fra 1241 fremgår det, at mølleerhvervet var et frit erhverv for alle, der havde det nødvendige damsted.

I Sverige anlagde man en vandmølle ved Örebro i perioden 1182-1202. 

Cistercienserklostret på Hovedøya ved Oslo fik i 1209 af pave Innocens 3. en bekræftelse på klosterets gårde, møller og fiskerier.

Aa-Mølle blev påbegyndt senest i 1483, sandsynligvis tidligere, og er løbende blevet optimeret, for at kunne levere brød på bordet til den til enhver tid siddende møllejer eller forpagter, som havde de nødvendige midler til at udnytte den tilgængelige viden. Aa-Mølle var fra start en kornmølle og er i lige linie blevet optimeret, for at fungere bedst muligt og alene med det formål for øje. Derfor skriver Aa-Mølle vandmøllehistorie som autentisk og tidsillustrerende kornmølle.