Stormfloden i 1839

Fortalt af Anders Tofting  i "Hardsyssels Aarbog anno 1946

En mørk, sludfuld og stormende Nat mellem 2. og 3. Januar 1839 var *Møllerkonen gaaet til Ro med sine Børn,** to Drenge paa 2 og 4 Aar. ja, ogsaa Møllerkarlen sov; Manden, Nikolaus von Brockdorff, var udrejst, han havde paa det Tidspunkt en Del offentlige Hverv saa som Amtsraad o. lign. Ud paa Aftenen følte man jo nok, at det var og havde varet ondt Vejr i nogen tid. Men paa nogen særlig Fare ud over den sædvanlige Opstemning af Nissum Bredning, naar Vesterhavet ved en Storm af Nordvest tyllede Vand ind i Limfjorden over den ret lave Sandbarre, som nu igen forbandt de to Tanger Agger og Thyborøn saa nogenlunde landfast efter Stormfloden i 1825, tænkte man ikk

*Birgitte Magdalen Magrethe f. Hansen

**En dreng, Henrik Rasmus Christian f.1836 og en pige, Marie Sohie Elisabeth f. 1937

 Men ud paa Natten vaagnede Fru Brockdorff ved, at noget bankede saa underlig paa Alkovens Sengefjæl, og opdagede da, at det var hendes Træsko, som sejlede i Vand i Stuen. Hun kom hurtigt paa Benene og stod da i Vand til Knæene og opdagede snart, at det var stadig stigende. Hun var snart klar over, at det betød en Katastrofe, og nu maatte reddes hvad reddes kunde, men først af alt maatte Børnene og hun selv reddes.

Lidt Syd for Beboelsen var en lille Forhøjning i Terrænet, ikke mange Alen i Omkreds, det eneste Sted i vid Omkreds, som ikke var overflydt af Vandmasserne - Stedet markeres endnu ved en smuk lille Stendysse i Haven - og der stod saa den stakkels Kone en storm-og sludfuld Vinternat med et Barn paa hver Arm, indtil Karlen fik fat i en Hest for paa Ryggen af denne at bane sig Vej gennem Vandmasserne til den nærmeste Gaard efter Hjælp. Det kunde jo godt tage nogen Tid, men paa Tangsgaard, som var den nærmeste, fik man hurtigst muligt en Vogn gjort klar og de tre nødstedte Mennesker bragt i Husly.

 Om der gik ret meget tabt af Besætning og Bohave, vides ikke, men da efter tre Døgns Forløb Vandet begyndte at synke igen, og ødelæggelsen kunde overskues, var Bygningernes Skæbne beseglet. Kun Kværnhuset havde modstaaet Vandmassernes Tryk, dets Tømmerværk og Bygningskonstruktion var saa solid og svær, at det havde holdt, ja, det lod sig endog flytte til den ny Plads, som Møllen blev bygget op paa, og med Undtagelse af, hvad ligefrem slides op, staar det der endnu den Dag i Dag og er lige godt og solidt som den Gang for over hundrede Aar siden.