Bygningshistorie

Å Mølle omtales første gang i 1490 i Trap Danmark. (Denne side er ophavsretligt beskyttet og med licens fra Trap Danmark)

Den første udgave af Statistisk-topographisk Beskrivelse af Kongeriget Danmark, siden bedre kendt som Trap Danmark, var forfattet af kabinetssekretær Jens Peter Trap (1810-1885) og udkom i perioden 1856 til 1860 i kommission hos boghandler G.E.C. Gad. Værket har lige siden været hovedværket i dansk topografisk beskrivelse.

Denne version af bygningshistorien fra Trap Danmark er lettere revideret (kursiv), med nyere og/eller supplerende oplysninger fra andre kilder.

Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Før 1483 blev Å Mølle opført som kornmølle.

I 1750 antages den nuværende bygning, at være bygget

I 1839 blev møllen ødelagt af en stormflod og blev flyttet til sin nuværende placering, hvor den blev forsynet med brystfaldshjul. Møllens stuehus blev ligeledes opført i 1839.

Tidligt 19. århundrede blev hjul 1 ombygget og Kværnloftet blev samtidig forhøjet 1 alen = 0,63 m 

I 1850´erne kanaliseres Resen Kær Å og møllen fik herefter kun vand fra Fald Å. Vandspejlet blev hævet og møllehjulene ændres til overfaldshjul.

Efter 1850 blev Gravhjul/Krondrev på hjul .2 udskiftet med støbejern.

I 1856 blev det muligt at ændre møllen til Overfaldshjul.

I 1881 blev stuehuset udvidet, da en længe mod vest blev opført.

I 1910 blev det oprindelige stråtag erstattet med tagspån og senere blev disse erstattet af galvaniseret jern.

I 1952 kørte hjul 2. stadig, hvor muligheden for at etablere den artesiske brønd samtidig blev opdaget og gav mulighed for retableringen af møllen på stedet, ved hævning af  flodemålet og lade den arbejde lejlighedsvis med kildevand.

Møllens tilstand er temmelig sløj. Hjulsiden er blevet "forstærket" med beton og hele muren må fornys. Også resten af Møllehuset trænger til en gennemgribende restaurering. 

Indtil 1953 var Aa-Mølle i drift.

I 1954 blev Fald Å kanaliseret og vandforsyningen til møllesøen forsvandt.

I 1959 bliver møllen fredet.

I 1964 blev møllen solgt til Nationalmuseet. I årene 1965-1975 blev Å Mølle restaureret blandt andet østsiden og taget, og i 1975 overtages møllen af Lemvig Museum, der solgte den til Foreningen Danske Møllers Venner, som senere overdragede den til det, der endte som Aa-Mølle Laug.

I 1994 påbegyndte Gudum Sogneforening og Foreningen Danske Møllers Venner en større restaurering, der omfattede det indvendige maskineri samt en delvis genskabelse af møllesøen, som herefter blev cirka den halve udstrækning af den tidligere, og vandet kommer nu fra en 25 meter dyb boring ned i et vandlag, der står under tryk, samt fra returpumpning af det brugte vand tilbage i møllesøen. Møllens fraløb er bibeholdt hen til broen over den ældre landevej, der ligger syd for den nuværende, herefter er fraløbet rørført den restrende del ud til stranden.

I 1999 blev Aa-Mølle´s Laug oprettet, og de forestår den daglige drift og vedligeholdelse af møllen med ansvar over for Foreningen Danske Møllers Venner.

I 1999 blev Å Mølle genindviet.

I 2003 blev det yderste vandhjul fornyet, og

I 2008 blev der lagt nyt stråtag på møllen.

I 1994 påbegyndes en større restaurering, der omfattede det indvendige maskineri samt en delvis genskabelse af møllesøen. Vandet kom herefter fra en Artesisk brønd.

I 1999 blev Å Mølle genindviet som igangværende mølle.

Beskrivelse:

Umiddelbart nord for Å Mølle ligger nyere avlsbygninger (oprindeligt kornlager og tørreri), og vest for vandmøllen ligger stuehuset med tilhørende have og avlsbygninger.

Den fritliggende møllebygning er opført i bindingsværk i to stokværk med halvvalmet stråtag (Valmtag eller afvalmet tag er et tag hvor tagfladerne har fald til alle fire sider, også på husets korte sider.) På østsiden har vandmøllen to overfaldshjul og gearing. Soklen udgøres af syldsten (betegnelse for et bygningsfundament af kampesten eller anden form for natursten uden bindemiddel, hvorpå bindingsværksbygningers fodrem blev lagt og stolper sat. Syldsten skulle forhindre bindingsværkstræet i at rådne.), og den sydlige del af hjulsiden er beklædt med brædder og den nordlige del med træspån. Bindingsværket er sortopstolpet og tavlene er hvidkalkede. Træbeklædningen på den øverste del af gavlene er rødmalet, ligesom de ældre småsprossede vinduer og revledøre.

I det indre er bevaret en mængde mølleinventar, herunder kværne, melsigte, triør med kørner, stjerne- og kronhjul, havrevalse og stenkran. Møllen er funktionsdygtig.

Vandmøllens gård udgøres af et stuehus med en tilbygning i vinkelformation. De er begge opført i én etage i grundmur med halvvalmede tegltage. I rygningen sidder i alt fire murede skorstene, hvoraf de to har en høj, dekoreret støbejernsafslutning. Facaden fremstår med kalkede overflader. Sokkel, pilastre, hjørneliséner og savsnitsgesims er hvide, mens murværket er gråt. Stueetagens klassicistiske vinduer er nyere og med termoglas, ligesom gavlenes sprosseopdelte vinduer. Døre og vinduer er hvidmalede, ligesom lugerne i gavlene. Stuehusets østvendte hoveddør, der er en tofløjet dobbeltdør med revledøre og buet overvindue, er indrammet af to pilastre. Tilbygningens sydvendte hoveddør er en tofløjet fyldingsdør med overvindue, mens den nordvendte bryggersdør er en revledør.

Miljømæssig værdi

Å Mølles miljømæssige værdi knytter sig til den kystnære beliggenhed ud til Nissum Bredning, hvor det nære, omgivende flade landskab vidner om, at vandmøllen er opført på hævet havbund fra istiden. Dette understreges af den gamle, stejle kystskrænt, som ligger umiddelbart bag vandmøllen og møllesøen mod syd. Kystskrænten er dækket af egekrat, som menes at være en rest af de oprindelige løvskove, der engang dækkede store dele af Danmark. Beliggenheden i det åbne landskab, hvor vandmøllen og møllegården er friholdt for øvrig bebyggelse gør, at bygningerne er synlige på lang afstand.

Møllegården med beboelses- og avlsbygninger liggende som to selvstændige vinkelbygninger skærmende omkrig gårdrummet udgør i sammenhæng med vandmøllen en miljømæssig værdi. Tillige er der miljømæssig værdi i de to lindetræer, der indrammer møllegårdens fine indgang, samt i markstensbelægningen rundt om huset og den lille have, der ligger beskyttet imellem vandmøllen og stuehuset i det ellers barske og vindomsuste landskab. Hertil kommer den visuelle samhørighed imellem møllen og møllegårdens aftægtsbolig på den anden side af vejen.

Kulturhistorisk værdi

Å Mølle er en landbrugshistorisk funktionsbygning med stor kulturhistorisk værdi, idet den gennem sin velbevarede arkitektur og sit bevarede mølleinventar fortæller om et vandmølleteknikkens udvikling gennem 100 år (fra 1750 til 1850) som et lokalt orienteret og før-industrielt landbrug. Å Mølle er Nordeuropas eneste vandmølle med den meget tidlige og sjældent bevarede geartype Brighton drive eller romersk drev, som er et sidehjul på det ene vandhjul. Tillige rummer vandmøllen flere forskellige gangtøjstyper og materialer fra forskellige tidsperioder, eksempelvis har Å Mølles gangtøj en meget speciel gearing, der driver både en melkværn og ved undertræk en skallekværn med det ene vandhjul, mens det andet, uden gearing, trækker en kværn på kværnloftet gennem et 2-trins overtræk.

Ydermere udgør vandmøllen og møllegården i sammenhæng et stærkt kulturhistorisk miljø, hvor møllen sammen med et mindre landbrug udgjorde eksistensgrundlaget for én familie.

Arkitektonisk værdi

Å Mølles arkitektoniske værdi ses i det lille, enkle bygningsvolumen, hvis udseende og konstruktion er nøje afstemt efter funktionen, eksempelvis er østsiden beklædt med brædder og træspån idet denne facade skal kunne optage de rystelser, der opstår når vandhjulene drejer rundt. Hertil kommer den ubrudte, stråtækte tagflade samt det taktfaste og tætte bindingsværk med aflange murede tavl, der yderligere understreger behovet for en konstruktiv stærk bygning, der kunne klare rystelserne fra maskineriet indvendigt. Hertil kommer den enkle og virkningsfulde farvesætning i sort og hvid, der brydes af enkelte røde elementer i form af funktionelt placerede luger, døre og vinduer.

I vandmøllens interiør knytter den arkitektoniske værdi sig særligt til de åbne rum med det mønsterlagte teglgulv, de overkalkede vægge, skråvægge og bindingsværk, samt den gennemgående brug af træ og vandmøllens traditionelle og sindrige opbygning.

Møllegården har arkitektoniske værdi idet den fremtræder som en gedigen og enkel vinkelbygning med en klart afgrænset form, en enkel farvesætning og en nedtonet detaljering, der viser sig i facadernes pilastre, hjørneliséner samt i savsnitsgesimsen. Bygningen har tillige et helstøbt udtryk med ubrudte tagflader og særegne skorstene med høje, dekorerede støbejernsafslutninger samt de bevarede ældre, tofløjede hoveddøre med overvindue.

Selve Møllegården er i privat eje og der er således ikke adgang til Møllegårdens private gemakker. Af samme grund oplyses intet om interiør og indretninger. Møllegården eksteriør kan besigtiges udefra, men privatlivets fred bedes respekteret.

Der henvises til Trap Danmark.

I bygningens indre knytter den arkitektoniske værdi sig til den oprindelige rumstruktur, hvor især det fine og ældre entrérum står autentisk ved de af Maler Gade udsmykkede vægge, i 1940´erne. Hertil kommer kontrasten imellem den oprindelige længes overvejende fine rum, og vestlængens overvejende funktionelle rum, herunder den bevarede folkestue mod syd, hvorfra der er direkte adgang fra entréen i sydgavlen, der også gav adgang til møllerens kontor. Folkestuen har bevaret et feltinddelt loft af profilerede brædder, høje enkle paneler samt fyldingsdøre og gerichter. Sydlængens vestende er tillige præget af funktionelle rum, hvor det uisolerede grovkøkken står meget autentisk med fritliggende bjælkelag og loftbrædder, revledøre og resterne af den oprindelige bageovn, samt det tilhørende forrådskammer med et meget lavtliggende gulvniveau, udformet som ét stort kar med kant til mælkefade m.v.

Generelt er bevaret flere ovnnicher samt fyldingsdøre med profilerede gerichter og vasedekorerede fodklodser samt ældre greb. Rokokodøren imellem stue og køkken er ældre end bygningen og er ifølge overleveringen fulgt med fra den tidligere møllegård, hvilket understøttes af dens trefyldinger modsat gårdens øvrige tofyldingsdøre.